Tidligere spindoktor: Det har jeg lært af at føre valgkamp

Arzrouni Christopher Arzrouni
Christopher Philippe Arzrouni - Ny klummeskribent i B Christopher Arzrouni, debatredaktør på Børsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax LIndhardt Bax Lindhardt

Moderne mennesker vil ikke besudles af politik. Moderne mennesker foragter politikere for deres falske tale, deres krumspring og deres evindelige rakken ned på hinanden. Og dog.

I fire uger har jeg været i valgkamp og fulgt min chef, Kristian Jensen, rundt på landevejene i Danmark. Vi tilbagelagde cirka 12.000 kilometer, fra by til by, til 128 arrangementer. Det har været en overraskende god oplevelse. Ved de lokale valgmøder har kandidaterne opført sig civiliseret overfor hinanden. På gader og stræder har vælgerne taget pænt imod valgmateriale og en lille snak. Den demokratiske samtale fungerer forbavsende godt ude i provinsen.

Selvom TV-debatterne mellem partiledere er blevet stærkt kritiseret, findes de gode gamle dage stadig derude, når den lokale bank, det lokale bibliotek eller den lokale avis lægger lokaler til politikernes møde med borgerne. De lokale folketingskandidater er generelt en pryd for demokratiet. Her mærker man hverken noget til ekstremisme eller »undtagelsestilstand«. Borgerne har god føling med deres politikere og nemt ved at komme i kontakt med dem.

Det bedste er imidlertid de unge frivillige fra partiorganisationerne. De bliver løbende latterliggjort i landsdækkende medier som tomhjernede groupies, der bare går efter en politisk karriere direkte efter skolebænken. Det værste, en moderne vælger ved, er politikere, som har uddannet sig til at være politikere.

Men jeg har kun oplevet gode unge mennesker, der gør deres bedste. De lærer en masse ved at være med i en kampagne. Mathias, Sarah, Luna - og alle de andre, jeg tilbragte timer med i en valgbus - er tænksomme unge. Både fjollede og fornuftige. De får en fornemmelse for, hvordan politikere tænker, og for de sager, som er på spil. Og så får de ikke mindst et godt netværk og lidt personlig udvikling.

»Jeg fortryder lidt, at jeg har frarådet mine egne børn at engagere sig i ungdomspolitik.«


Det politiske engagement varer ikke altid ved. De unge i Venstres Ungdom, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Liberal Alliances Ungdom osv. vil stort set alle sive ud i det helt almindelige samfundsliv. De færreste vil være at finde i Folketinget om ti år. Til gengæld vil de mange anonyme, tidligere ungdomsaktive, fortsætte ud i livet med en god bagage. De er uimponerede over politikere, og samtidig ved de, hvordan en valgkampagne fungerer.

Jeg fortryder lidt, at jeg har frarådet mine egne børn at engagere sig i ungdomspolitik. Mit argument har altid været, at de burde passe deres uddannelse. Men måske har jeg først og fremmest frygtet, at de ville blive bidt af den politiske bacille, ligesom jeg selv. Jeg har nok overdrevet min politiske interesse. Men Danmark har brug for mennesker, der engagerer sig i de politiske partier, fordi det er den vej, man reelt opnår indflydelse på, hvem der bliver stillet op til valgene.

Nu hvor krydset er sat, begynder forberedelserne til det næste valg. Det felt af kandidater, som vælgerne møder til den tid, bliver reelt udvalgt af partiforeningerne i det kommende år. Jeg kan kun opfordre alle til at melde sig ind i det parti, de sympatiserer med. Det er ikke farligt. Styrk partikulturen. Det er faktisk i den kommende tid, at en stor del af det næste valg bliver afgjort.