»Det, der driver mig som statsminister, er et ønske om at passe på Danmark. Skal jeg gøre det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til.«

Sådan argumenterede Mette Frederiksen for øget overvågning i et interview med Berlingske. Citatet blev til en billedkampagne på Socialdemokratiets Facebook, der efterfølgende har spredt sig og vakt opsigt på nettet. Professor Ole Wæver siger til Berlingske, at han finder retorikken i den omstridte kampagne for »usædvanlig og problematisk«, når citatet tilmed er promoveret uden for den kontekst, som det oprindeligt er sagt i. Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, afviser blankt kritikken.