Henrik Dahl angreb forsker, men trækker nu delvist i land: »Jeg skulle ikke have sagt notorisk enøjet«

En heftig debat om politisering af forskningen på de danske universiteter nåede tirsdag sit foreløbige højdepunkt, da et flertal i Folketinget stemte for en vedtagelse, der siger, at universiteterne skal sikre, »at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer.« Undervejs angreb Liberal Alliances Henrik Dahl en navngiven islamforsker, men erkender nu, at en del af hans kritik var forkert. Forskeren mener, at Henrik Dahl afslører sin egen politisering af forskning.

»Jeg mener i hvert fald, at hans kritik af Koopmans er uanvendelig. Den er helt skør,« siger Liberal Alliances Henrik Dahl. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Henrik Dahl, du sagde i folketingssalen, at den danske mellemøstforsker Jakob Skovgaard-Petersen var et eksempel på, at aktivismen er et problem i forholdet mellem samfund og universiteter. Hvordan er han det?

»Det er hans anmeldelse af Ruud Koopmans i Information, jeg synes er meget, meget ringe. Og jeg synes, det er for dårligt, at han ikke vil deltage i Berlingskes artikel om den. Det er anmeldelsen af Koopmans, som jeg refererer i talen, hvor Koopmans siger ‘har du sovet i 50 år’, og jeg siger så, at svaret synes at være ja.«