Erhvervsbosser siger undskyld: Kan man stole på en, der tjener 16 millioner?

De satte sig op på ryggen af globaliseringens tiger. I dag blæser vinden imod erhvervslivets top. Vennerne falder fra, mens trumpister, venstrefløj og klimabevægelse kaster sig over nye syndebukke.

Henrik Poulsen sagde forleden i Berlingske, at de balancer, der holder Danmark sammen, er udfordret på grund af stigende ulighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

De havde aldrig før hørt deres formand i så ydmyg en rolle. »Undskyld,« sagde Michael Rasmussen, formand for bankerne i Finans Danmark. Det var i mandags, og han holdt tale på organisationens årsmøde i Skuespilhuset.

Finanssektorens førstemand piskede sig selv og sine tilhørere, så blodet flød, talte om bankernes brud på »samfundskontrakten«, om »alvorlige fejl« og en »alvorlig tillidskrise«.

Og han opfordrede til aldrig at sætte »profit over etik.«

Når danskerne kigger ind på direktionsgangene og i bestyrelseslokalerne i den finansielle sektor »ser de en gruppe mænd og kvinder, der har tænkt mere i egen indtjening end i samfundets ve og vel,« sagde Michael Rasmussen.

Det sidste har han givetvis ret i, hvis man skal tro meningsmålinger.

Bent Winther Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland.

Men erhvervslivets bodsgang sluttede ikke her.

Samme mandag sagde Ørsteds administrerende direktør, Henrik Poulsen, i et interview med Berlingske, at de balancer, der holder Danmark sammen, er udfordret på grund af stigende ulighed. Og at den opfattelse, der er af erhvervslivet, er, at man har fejlet i sit samfundsansvar og »hytter sit eget skind.«

»De, der har, har fået mere. Samtidig er det de dårligst stillede befolkningsgrupper, der har haft den dårligste udvikling i disponibel indkomst,« sagde Henrik Poulsen.

Han kan godt forstå, hvis nogen synes, at de 16 millioner, han sidste år fik i årsløn, er »på grænsen til det vanvittige«.

»Folk vil sige, at jeg har mit på det tørre, og at det er let for mig at have alle disse rigtige meninger,« sagde Henrik Poulsen, som er meget bevidst om, at ingen gider lytte til en mand, der tjener så meget.

»Hvis det er præmissen, så har jeg ikke nogen stemme, ikke nogen troværdighed.«

Og måske er det netop det, der er ved at ske. Etikken og moralen har spærret af for budskaberne fra dem, der tjener pengene i samfundet.

Om erhvervslivets blå mandag er ægte ment, eller et udtryk for, at stemningen nu er så dårlig, at det ikke bare er »bad for business«, men også risikerer at ende i revolutionære tilstande, mere trumpisme og snærende EU-regulering, er ikke til at sige.

Men at erhvervslivets nydelige mænd i jakkesæt er i defensiven og ved at blive politiske syndebukke er åbenlyst.

I USA ligger præsident Trump i åben krig med nogle af landets største virksomheder, det samme gør den europæiske venstrefløj i deres kamp mod ulighed og klimabevægelsens stadigt mere populære nulvækstøkonomer. Og undskyldninger er internationalt set ikke uvante fra Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, til Volkswagens direktør Martin Winterkorn.

I det politiske Danmark har erhvervslivet længe været sat uden for døren. Som formand for Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, sagde for nylig til Berlingske, da han konstaterede, at reformer, lavere skatter, mindre bureaukrati og mere udenlandsk arbejdskraft ikke længere er opportune politiske temaer:

»Som arbejdsgiver og erhvervsliv kan man mærke, at der ikke er megen schwung over vores dagsorden. Det er ikke os, politikerne fokuserer på, når de skal vinde et valg,« sagde han.

»Og måske er det netop det, der er ved at ske. Etikken og moralen har spærret af for budskaberne fra dem, der tjener pengene i samfundet.«


I næste uge udkommer en af de ledende figurer i Socialdemokratiet, Peter Hummelgaard, med en bog, der slet og ret har titlen »Den syge kapitalisme«. Grådigheden er løbet løbsk, uligheden vokser, topcheferne rager til sig og samfundskontrakten mellem forskellige befolkningsgrupper er ved at blive brudt ned, mener Hummelgaard.

Næsten som et ekko af både den yderste venstrefløj og bodsgangen hos erhvervsbosserne Rasmussen og Poulsen.

Forreste række fra venstre: Finans Danmarks formand, koncernchef Michael Rasmussen, Morten Bødskov (S) og nationalbankdirektør Lars Rohde, da Finans Danmark holder årsmøde 2018, i Skuespilhuset i København, mandag 3. december 2018. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali.

Sorteper på direktionsgangen

På dagbladet Information har de med vanlig sans for det højpandede indledt en artikelserie, som handler om, at økonomien er taget fra os.

»Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den,« hedder det i omtalen af serien.

Hvis man ser et par årtier tilbage, og den stemning, der herskede, er det måske alligevel ikke så svært at se, hvorfor erhvervslivets etik er blevet et centralt emne, og at sorteper er ved at havne på direktionsgangene.

»Det gik godt i mange år, afkast og kursgevinster strømmede ind. Verden blev meget rigere, millioner af mennesker blev løftet ud af fattigdom. Men der var også en bagside.«


Skandaler om hvidvask og tyveri af udbytteskat er et kapitel for sig. Men det, der skete, da Muren faldt og verden åbnede sig, var, at erhvervslivet og ikke mindst finanssektoren sprang op på ryggen af en tiger - den galopperende globalisering - og fløj ud over stepperne uden at kigge sig tilbage.

Alle greb de muligheder, der var for at flytte kapital, virksomheder og arbejdspladser, varer og mennesker rundt på kloden alt efter, hvor der var flest penge at tjene.

Og det gik godt i mange år, afkast og kursgevinster strømmede ind. Verden blev meget rigere, millioner af mennesker blev løftet ud af fattigdom.

Men der var også en bagside, og i dag er det den forenede anti-bevægelse, der er ved at vinde magten.

Fokus er forskelligt. Men uanset om det er de nationalkonservatives kærlighed til fædreland og grænsevagter, klimabevægelsens nulvækst eller venstrefløjens skarpe skud mod ulighed og rigdom, er det, der forener dem, at globaliseringen er syg, og erhvervsbosserne en flok grådige egoister, som i deres jagt på profit har været ligeglade med CO2-udslippet, de fattige, den store ulighed og de kulturelt homogene samfund.

I det lys er erhvervslivets krise langt mere alvorlig end den, Rasmussen, Poulsen og Hummelgaard giver udtryk for.