Du mærker raseriet komme buldrende, og du ved, det er ødelæggende for dit forhold – sådan tøjler du parforholdets sjette dødssynd: Vreden

Vrede er en af de kristne dødssynder og er som følelse og adfærd både socialt uacceptabel og kan opleves meget ubehagelig og afstandsskabende i et parforhold. I denne juleserie undersøger Berlingske årsagerne til parforholds forlis med inspiration fra kristendommens syv dødssynder. Hør lydredaktør Anne Sofie Allarp læse artiklen højt ved at klikke på play-ikonet under billedet.

Anders og Agnete har været sammen i seks år. De har to børn og travle job, og der er meget, der skal koordineres. De har svært ved at følge med, og samtidig er det svært for dem at tale om, hvordan de skal organisere sig.

Anders oplever, at Agnete har en skjult dagsorden i deres samtaler, og at hun forsøger at manipulere med ham. Han bliver hurtigt vred og afvisende. Vreden gør Agnete utryg, og hun reagerer ved at snakke hurtigere. Ofte eskalerer det, så Anders reagerer ved at smække med dørene eller smide med møblerne.