Det store hippietyveri: Sådan snød »idealister og udskud« staten for 32 hektar dyrebar jord midt i København

Christianitterne fejrer 50-året for deres overtagelse af en unik statslig ejendom i hjertet af København. Men hvordan gik det til, at en broget flok hippier og utilpassede eksistenser kunne besætte en nedlagt kaserne på Christianshavn og endda få lov til at beholde den? Og hvem lod det ske? Nøglepersoner fra »Fristadens« tidlige år fortæller, at især to forhold banede vejen for, at danmarkshistoriens store hippiekup lykkedes.

Plankeværket til en nedlagt kaserne i midten af København væltes, og et historisk kup er indledt. Men hvordan gik det til, og hvordan kunne det ske, at besætterne lykkedes? Mini Wolff

Hele foråret havde øvelsen gentaget sig.

Først væltede christianshavnerne plankeværket ind til den nu forladte Bådsmandsstrædes Kaserne. Så rejste politiet det igen. Men 26. september 1971, knap en uge efter et folketingsvalg, der stadig ikke havde resulteret i regeringsdannelse, faldt plankeværket endeligt.