I 1948 sang Lulu Ziegler om »den sidste turist i Europa«, som ville genfinde drømmen om den europæiske kultur i ruinerne efter Anden Verdenskrig. Visen førte til Goethes digterhus i Weimar, til en gyldenkuplet kirke i Warszawa, til Eiffeltårnet, til Antwerpen, Bruges og Bruxelles ...
Forfatteren Jens Christian Grøndahl begav sig for fire år siden ud på en lignende rejse. Han slentrede gennem Roms gader, mens han spekulerede over arven fra den franske revolution, »Det kommunistiske manifest«, Grundtvig – og den europæiske unions uvisse fremtid. Året efter brød flygtningekrisen løs, og Grøndahl tog til den italienske ø, Lampedusa, hvor lig og skibe ladet med overlevende afrikanske migranter skyllede ind på strandene. Her ville han undersøge, hvordan vor tids største moralske dilemma påvirkede den europæiske selvforståelse.
Det er blevet til en trilogi af essays om Europa. Det sidste essay, »Europa er ikke et sted«, udkommer på mandag, og her behandler Grøndahl en følelse, som har slået rod i ham undervejs.
»Jo mere jeg har fordybet mig i, hvad det vil sige at være europæisk, jo mere er jeg blevet bevidst om, hvor dansk jeg er. Og jeg har fået en forstærket følelse af, at der ikke er nogen modsætning mellem at være dansk og europæisk. Den ene identitet er indlejret i den anden,« lyder det fra Grøndahl.
Hans nye bog indledes med en køretur langs med Limfjorden og slutter i Rom. Hvor han efter opholdet på Lampedusa kaldte det »en skamplet på Europa«, at vi lader folk dø i Middelhavet, er perspektivet bredere nu. Skampletten er ikke væk, men Grøndahls tredje essay er et forsøg på at forstå de mennesker, som siger stop til indvandringen, og han kredser om det nationale. Han peger på, at en vis elite har forsømt at forstå nationalstatens betydning, mens »vi hele tiden er i London, Paris og New York for at shoppe, spise slowfood og føle os som verdensborgere.«
Vi kan til en start prøve at forstå den danske nationalstat. Ifølge Grøndahl er det vigtigt at forstå den historiske og følelsesmæssige forbindelse mellem velfærdssamfundet og nationalstaten.
»Det var ikke bare et politisk projekt, som lykkedes, da man i mellemkrigstiden begyndte at opbygge velfærdsmodellen. Det var en pagt. Arbejderklassen begyndte at identificere håbet for en bedre fremtid med nationalstaten og ikke med en voldsom samfundsomvæltning. Det var et historisk kompromis, som vi sommetider glemmer. Socialdemokratiet blev et nationalt parti, der forsøgte at formulere en vision, som skulle være fælles for hele befolkningen,« siger Grøndahl.
Jeg synes ikke, at det er konstruktivt at kalde nogen kældermennesker. Jeg synes ikke, at der er nogen, som er kældermennesker.
Den internationale klassekamp blev afblæst, og i stedet blev nationalstaten rammen om »fremskridt, lighed; om hele den universalisme indadtil, som udmærker det danske samfund. Om hele vores egalitære kultur.«
Samfundspagtens nationale kobling er ifølge Grøndahl en nøgle til at forstå den højredrejning, vi har set i Europa de seneste år. Globaliseringen har med finansielle storme og et vedvarende indvandringspres givet folk en følelse af, at det nationale bolværk ikke længere holder. »Vi får en følelse af at stå ubeskyttet,« siger Jens Christian Grøndahl, »og så griber vi tilbage til nationalstaten, som i mellemtiden er blevet ude af stand til at yde den efterlyste beskyttelse.«
Det er ikke kun nationalstaten, som er udfordret af de globale vinde. EU har også fejlet, mener Grøndahl. Han sammenligner i sin bog unionen med oldtidens romerske imperium, der garanterede fred og beskyttelse mod eksterne trusler.
»Var man romer eller romersk undersåt, var man skærmet mod barbarerne,« som Grøndahl skriver om statsmagtens eksistensberettigelse, men den elementære opgave syntes EU at svigte under krisens klimaks i 2015. Både freden og velfærden syntes truet. Den oplevelse hører ifølge Grøndal med, »hvis man vil forstå, hvorfor dele af den europæiske arbejderklasse i disse år radikaliseres.«
»Frem for at dæmonisere mennesker, der bliver bange, synes jeg, at man skal prøve at forstå. Det er en opgave for sådan en som mig. Frem for bare at skrive om, hvor grimme og dumme folk er, når de stemmer på Dansk Folkeparti,« siger forfatteren.
Ikke nogen »kældermennesker« her
På det punkt har Jens Christian Grøndahl en noget anden tilgang end sin forfatterkollega Carsten Jensen, som frejdigt står ved, at han i 2011 kaldte medlemmer af Dansk Folkeparti for »klamme kældermennesker«.
»Nu har jeg det handicap, at Carsten Jensen er en gammel ven, som jeg holder meget af,« siger Jens Christian Grøndahl, »vores venskab har overlevet, fordi vi intuitivt afholder os fra at polemisere mod hinanden. Det vil jeg nødigt, men jeg synes ikke, at det er konstruktivt at kalde nogen kældermennesker. Jeg synes ikke, at der er nogen, som er kældermennesker.«
»Man må som intellektuel være meget opmærksom over for, hvordan man med sproget kan fratage andre deres menneskelighed. Det er også derfor, at Carsten og andre med ham med fuld ret har advaret imod, at man med sit sprogbrug kan fratage muslimer deres menneskelighed. Ligesom det er skræmmende, når man i islamistiske sammenhænge fratager vesterlændinge deres menneskelighed.«
At dæmonisere modparten er en konstant fristelse i udlændingedebatten, siger Grøndahl. Samtidig udtrykker han forståelse for, at »netop vi intellektuelle nogle gange falder for fristelsen, fordi vi bevæger os ud ad nogle tangenter, når vi forsøger at forstå samfundet.«
Det kan gå galt for enhver. Den forståelse understreger Grøndahls definition af sig selv som intellektuel. En selvforståelse, der lyder mere centraleuropæisk end dansk, men som hos Grøndahl alligevel har en dansk undertone. Han taler om at være uprætentiøs og ydmyg i rollen som en forfatter, der »går rundt og ser ting«. Han vil gerne forklare sit perspektiv:
»At skrive samfundsdebat som kunstner giver et andet udgangspunkt end politikerens. Politik handler som regel om at se tingene oppefra for at få det hele med, og så har det enkelte menneske det med at forsvinde. Kunstens styrke er, at man altid oplever tingene, som det enkelte menneske oplever dem. Udgangspunktet er den humanitet, at vi er individer alle sammen.«
Er du borgerlig?
Derfor kan kunstneren nogle gange sige ting med »en vis moralsk autoritet«. Jens Christian Grøndahl griner, når jeg minder ham om, at han opfattes som en »borgerlig« kunstner. Vil han tage den beskrivelse på sig?
»Det siger man jo kun om mig, fordi der er tradition for, at kunstnere i dette land er venstreorienterede. Hvis man ikke definerer sig selv bastant som venstreorienteret, bliver man opfattet som borgerlig. For mig er åndsfriheden det allervigtigste, og derfor kan jeg slet ikke erklære mig politisk. Men hvis man med borgerlig mener, at udgangspunktet er, at man er borger og individ i et samfund, og at det demokratiske samfund er baseret på individets rettigheder og på, at vi er ligeberettigede … så er jeg selvfølgelig borgerlig,« siger Jens Christian Grøndahl.
Borgerlig? Moralsk autoritet? Det må læseren bedømme, men Grøndahls holdning er, at vi skal gå på to ben i behandlingen af tidens store politiske slagsmål om asyl, indvandring og integration. Det er »legitimt« at ville regulere tilstrømningen udefra. Vi skal have en »pragmatisk« tilgang til samfundets evne til at absorbere nytilkomne, men vi skal på samme tid fastholde en principiel åbenhed.
Europa må ikke lukke sig
»Vi kan ikke annullere asylretten. Det er en del af den europæiske civilisation. Vi skal holde fast i, at det bør være muligt at blive europæer. Det skal bare være på en måde, vi kan styre. Vi skal grundlæggende sige ja til indvandring under ordnede forhold.«
»Europa må ikke blive hermetisk lukket. Vi har hele tiden udviklet os ved tage imod nye grupper og individer, som kunne blive en del af det europæiske. Det kendetegner også de store europæiske lande som Frankrig, Tyskland og Storbritannien, at de på godt og ondt er store indvandringslande.«
Den åbenhed ser Jens Christian Grøndahl gerne fastholdt i Danmark. Man skal kunne blive dansker, hvis man kan tilslutte sig samfundets demokratiske principper. Vi skal derfor være på vagt over for alt for indesluttede definitioner af danskheden.
»For mig er det danske en oplevelse af, hvordan sproget, landet, lyset og sindelaget er størrelser, der hænger sammen. Det er noget, der vokser omkring en, jo mere man færdes i det. Derfor giver det heller ikke mening at reducere det til sådan noget som »danskhed«. Den danske litteratur er ikke et sprog for det danske, men for det menneskelige. Det menneskelige, som man oplever det, når man er vokset op her.«
Hvad med det europæiske?
Efter tre vandringer omsat til essays er Grøndahls forståelse af Europa kun blevet mere modsætningsfyldt og mangfoldigt. Strømninger af kristen og græsk arv danner baggrund for romantikkens sammenstød med oplysningsidealer, og alle vegne findes denne rigdom af forskelligheder, som er lige til at samle op og nyde, hvis vi ellers orker det. Mange europæere har glemt det, men Jens Christian Grøndahl vil gerne minde os om det: Vores forskelle er vores styrke, og kulturen vil overvinde selv de dybe politiske splittelser, som præger vores tid.
Som »Verden af i går«
Der er i Grøndahls nye bog en scene som taget ud af Stefan Zweigs »Verden af i går«”. Hvor Zweig med en smertelig vemod så tilbage på tiden, før Europa ødelagde sig selv med to verdenskrige og Holocaust, er Grøndahl en iagttager af et moderne Europa i tvivl om sin egen berettigelse og i indre splid om indvandring og demokrati.
Lande som Polen, Ungarn og Tjekkiet er i gang med at rulle retsstatslige principper tilbage, og Grøndahl bemærker syrligt, at vi i Vesteuropa nok var naive efter Berlin-murens fald.
»Vi troede, at det var demokratiet, der havde vundet, men det var det ikke. Det var kommunismen, som havde tabt, og nu ser vi det nationale og chauvinistiske vinde frem i Østeuropa,« siger han.
I sin bog beskriver Grøndahl, hvordan resignation satte ind, da han under en litteraturfestival på Louisiana skulle på scenen sammen med den italienske forfatter, Claudio Magris. Så nedslået var italieneren over højredrejningen og den manglende solidaritet i EU, at han bad om, at de to forfattere måtte slippe for spørgsmål om Europa, når de skulle lade sig interviewe.
Seancen blev angiveligt perpleks, men det lykkedes at gennemføre en samtale om det, der for alvor tænder de to forfattere: De bøger, som har inspireret dem.
Jens Christian Grøndahl afslutter kapitlet om oplevelsen i Louisianas koncertsal sådan her:
»Selv hvis den europæiske union skulle gå helt i opløsning, eroderet af særinteressernes balkanisering, vil vi forfattere fortsætte med at tale til hinanden som europæere. Genkende det, vi gør, når vi skriver, i det, de andre har skrevet, og på den måde bekræfte, at de mange sprog, temperamenter og udtryksmåder blot er forskellige indgange til den samme verden.«
