Familieliv med komplikationer møder forfatter med frustrationer! Og det modsatte af sød musik opstår. Der er samtid og krise for fuld udblæsning i Jens Christian Grøndahls nye roman »Inde fra stormen«.
Jeg-fortælleren i romanen er forfatteren Adam Huus, der ikke har skrevet en bog i flere år, og omkring ham mobiliseres stort set alle det moderne familielivs komplicerede relationer og mulige forviklinger. Harriet, som Adam lever sammen med, er på vej tilbage til sit barndomshjem for at tage sig af en dement far. Hun har sagt sin gode stilling op, og deres hus skal sælges. Datteren Rebecca, som han føler, han har svigtet, da han forlod hendes mor Ruth, er stofmisbruger og bliver ramt af en psykose i lufthavnen i Beograd, og nu er hun efter lang tids fravær på vej tilbage til København. Sønnen Peter, som han har sammen med Harriet, er han ikke længere på bølgelængde med, og i øvrigt har Peter og svigerdatteren Clare nok at tænke på i forbindelse med deres barnløshed og forsøgene med kunstig befrugtning.