Dansk Industri retter skarp kritik mod regeringens forslag til ny epidemilov: »Fuldstændigt absurd«

Regeringen lægger i sit forslag til en ny epidemilov op til ikke at give borgere og virksomheder retskrav på erstatning for økonomiske tab som følge af smitteforanstaltninger, medmindre der er tale om ekspropriation. Det er et retssikkerhedsmæssigt problem, mener Dansk Industri.

Både oppositionen og regeringens støttepartier har kritiseret regeringens forslag til en ny epidemilov, blandt andet fordi den vil give alt for meget magt til sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Nu møder lovforslaget også skarp kritik fra Dansk Industri. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Både oppositionen og regeringens støttepartier har det seneste døgn rettet skarp kritik mod regeringens forslag til en ny epidemilov.

Nu møder det fremsatte lovforslag også skarp kritik fra Dansk Industri, der er Danmarks største erhvervsorganisation.

Dansk Industri kritiserer, at lovforslaget som udgangspunkt ikke giver borgere og virksomheder retskrav på erstatning, når de bliver økonomisk ramt af politiske tiltag, der skal forhindre smitte. Kun hvis der er tale om ekspropriation, vil lovforslaget give ret til erstatning.

Dermed lægger regeringen op til at gøre de regler for erstatning, som blev indført med en midlertidig hastelov i midten af marts, permanente.

Men i forhold til den oprindelige epidemilov – den, der var gældende, før coronakrisen ramte Danmark – er der tale om en radikal ændring i reglerne.

For af den oprindelige epidemilov fremgik det, at borgere og virksomheder har ret til erstatning fra det offentlige for økonomiske tab, der er påført som følge af foranstaltninger efter loven – og ikke kun i de tilfælde, hvor der er tale om ekspropriation.

»Et retssikkerhedsmæssigt problem«

Dansk Industri mener, at den oprindelige bestemmelse er »et udtryk for et helt almindeligt og rimeligt princip inden for erstatningsretten«.

Det skriver Dansk Industri i et høringssvar, hvor organisationen ligeledes betegner det som »et retssikkerhedsmæssigt problem«, at det nye lovforslag kun giver ret til erstatning i de sjældne tilfælde, hvor der er tal om ekspropriation.

Derfor opfordrer erhvervsorganisationen til, at man bevarer erstatningsbestemmelsen i sin oprindelige form, eller at man i det mindste diskuterer, hvilke konsekvenser det nye lovforslag vil få.

»Demokratisk er det fuldstændigt absurd, at vi ikke har en diskussion om det her. Man fratog en klokkeklar erstatningsmulighed i marts uden en bemærkning om konsekvenserne i lovforslaget, og nu har vi et lovforslag på 280 sider, hvor det heller ikke bliver berørt med et eneste ord. Man siger bare, at det er en fortsættelse af retstilstanden, som man ikke tidligere har beskrevet. Det er simpelthen helt ubegribeligt, at man har gjort det på den her måde,« siger Kim Haggren, advokat og underdirektør i Dansk Industri.

»Hvis man ikke vil vende tilbage til den tidligere lovgivnings bestemmelse på det her område, så bør man som minimum reflektere over det valg, man har lavet,« tilføjer Kim Haggren.

Den nuværende epidemilov – hasteloven, der trådte i kraft i midten af marts – udløber i marts 2021 som konsekvens af en solnedgangsklausul.