Ledende næstformand for Europakommissionen, konkurrencekommissær og tidligere politisk leder for De Radikale, Margrethe Vestager, sætter nu ord på sit partis valgnederlag, og hun lægger ikke fingre imellem.
I Berlingskes podcast »Østergaards salon« bliver hun således spurgt, om hun er ked af, at De Radikale ikke gik i regering med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Til det spørgsmål svarer hun:
»Jeg synes, at det er helt utroligt svært at sige. Mit parti fik så læsterlige bank under valget, og når man har fået virkelig massive bank af vælgerne, så er det svært at sige, at man vil ind at svinge med taktstokken. Så jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal mene om det.«
Udmeldingen fra den tidligere R-profil kommer to måneder, efter at De Radikale led et eklatant valgnederlag, hvor partiet gik tilbage med 4,8 procentpoint. Det betød, at partiet mistede ni mandater, og som konsekvens gik Sofie Carsten Nielsen af som politisk leder. De Radikale gik heller ikke med i SVM-regeringen, hvilket Margrethe Vestager ikke har nogen klar holdning til.
I podcasten siger hun yderligere, at det bliver interessant at følge De Radikale i rollen som oppositionsparti. Hun mener også, at meget af den politik, der står i det nuværende regeringsgrundlag, kunne være skrevet af De Radikale.
Hun blev imidlertid udfordret af Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, der også medvirkede i podcasten. Han spurgte, om De Radikale ikke har stillet sig i en mærkelig position som oppositionsparti, i og med at partiet plejer at søge indflydelse gennem regeringsdeltagelse:
»Jeg tænker også, at det må være mærkeligt at være dig, som tilhører en gruppe af pragmatikere med et stærkt idealistisk islæt, og som altid har ønsket at gå i regering og tage magt og ansvar og samarbejde hen over midten? Jeg synes, at det efterlader De Radikale i en helt bizar position. De bliver efterladt et sted, hvor partiet slet ikke burde være, synes jeg. En position, som har skadet partiet en del,« siger chefredaktøren i podcasten.
Margrethe Vestager er ikke nødvendigvis enig i den analyse:
»Jeg har stor respekt for de mennesker, der er i rummet. Jeg har oplevet det selv så mange gange, at det er anderledes at være i rummet og skulle tage beslutninger, og jeg var der ikke. Jeg er radikal, og det planlægger jeg at blive ved med at være i resten af min tid. Så jeg synes, at de skal have plads til at finde ud af, hvad konsekvensen er af de beslutninger, de har taget,« sagde hun.
Du kan lytte til afsnittet her, hvor Berlingskes chefredaktør, Mette Østergaard, Margrethe Vestager og Martin Krasnik også diskuterer kritik af EU samt EUs forbud mod indhold fra de russiske medier Russia Today (RT) og Sputnik samt EUs forordning Digital Service Act. Vært: Mette Østergaard.




