Forsvaret hænger i laser.

Bygninger er ramt af skimmel, de ansatte flygter, og soldaterne kalder på nyt udstyr, der ikke er ødelagt.

Men på et pressemøde meddelte forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at han nu vil sende 38 milliarder ind for at genoprette Forsvaret.

»Udfordringerne er velkendte. Vi mangler soldater. Mange bygninger er enten ikke tidssvarende eller ganske enkelt nedslidte,« sagde forsvarschef Flemming Lentfer på pressemødet.

Chefredaktør på Frihedsbrevet Mads Brügger var blandt de fremmødte til pressemødet, hvor fremtiden for Forsvaret blev fremlagt. Han mener, at det var en »sælsom og vild oplevelse«.

»Det er et vanvittigt beløb, også fordi vi har fået af vide, at gevinsten ved at sløjfe store bededag er cirka tre milliarder kroner om året,« siger Mads Brügger i »Østergaards salon«:

»En storebæltsbro, som er en enhed, danskerne godt kan lide at måle i, koster cirka 21 milliarder kroner. Så vi snakker om cirka to Storebæltsbroer, man lige har opdaget.«

Sminke liget

Han mener, der er flere spørgsmål, som presser sig på efter udmeldingen fra forsvarsministeren. Ikke mindst, hvem der har ansvaret for, at det er kommet så vidt, at Forsvaret nu har brug for en større milliardindsprøjtning.

»En række forsvarsministre, forsvarsordførere, forsvarschefer og departementschefer i Forsvarsministeriet har været med til at opretholde en idé om, at vi kan få et helt forsvar til den halve pris,« siger Mads Brügger og fortsætter:

»Nu står vi så lige pludselig og kigger på noget, der ligner et fallitbo, hvor vi har kasserne med rottelort i fælleskøkkenet.«

Der er ingen tvivl om, at Forsvaret i årevis har været underfinansieret. Men nu skal det svimlende milliardbeløb blandt andet bruges på at opgradere infanterikampkøretøjer, soldaterne skal have nye uniformer, og Forsvaret skal have nyt kommunikationsudstyr.

Ifølge chefredaktøren er situationen i Forsvaret et klassisk eksempel på, at der ikke er nogen, der tager ansvar, når bare »skandalen er stor nok«.

»De vil have, at de samme mennesker, som over en årrække har været involveret i at skære ned på Forsvaret og sminke liget, at de nu skal være med til at løse problemet og genopbygge  det,« siger Mads Brügger:

»Det vil være en fornuftig og ædruelig tanke at sige 'vi må have nogle friske folk på de poster'. Det kan ikke være de samme mennesker, der fører det videre.«

Du kan lytte til hele episoden af »Østergaards salon« her, hvor Mette Østergaard også taler med Stina Vrang Elias og Mads Brügger om et opgør med forestillingen om den rigtige uddannelse.