Det skal ikke kun være elitens børn, der besøger kulturinstitutioner som Louisiana og Det Kongelige Teater og får den dannelse, der følger med.
Alle statsstøttede kulturinstitutioner skal derfor udbyde et forløb til skoler, så samtlige skoleelever i landet – og ikke kun et fåtal – får glæde af kunst og kultur. Det siger teaterchef for Det Kongelige Teater Kasper Holten i Berlingskes podcast »Østergaards salon«.
»Det skal sættes i system, så det finder sted. Bare kom i gang,« lyder opfordringen fra teaterchefen.
Ifølge Kasper Holten er kunst og kultur nemlig ikke kun »en luksus«. Det er en ressource, der kan give børn »et bedre liv« og udvikle deres kvaliteter, mener han:
»Kunsten kan styrke forskellige måder, man interagerer med hinanden på, og man lærer noget om at gøre sig umage.«
Kasper Holten tror desuden, at en introduktion til kunst og kultur kan styrke børns nysgerrighed, og netop nysgerrighed er afgørende:
»Dannelsesbegrebet handler jo om at bevare sin nysgerrighed. Det handler om at være åben for verden, om at være videbegærlig, og at man gerne vil sætte sig ind i andre menneskers sted,« siger han.
Kultur til 3Feren
Han tror også, at alle kan få en interesse for kunst og kultur, hvis de bliver introduceret for det.
»Den mest dedikerede operafan, jeg kender, er tidligere havnearbejder og 3Fer. Hans kone er indvandrerlærer, og de rejser rundt i campingvogn i hele Europa og ser de største operapremierer på de billigste pladser,« siger teaterchefen og tilføjer:
»Jeg advokerer ikke for, at alle børn i Danmark skal blive balletfans eller operaelskere, men jeg advokerer for, at de skal vide, at de kunne være blevet det.«
Han kan derfor godt lide SVM-regeringens idé om at gennemføre forsøg med kulturpas. Det skal give 45.000 unge, som hverken er i job eller uddannelse, gratis adgang til kultur som teater, film og musik. Han er dog i tvivl om, hvorvidt den gratis adgang er nok i sig selv:
»Nogen skal tage en med. Nogen skal åbne døren for en. Man skal føle, at det er relevant, og man skal føle, at man tør, og at man ikke bliver ydmyget bagefter,« siger han.
Kulturkommentator på Weekendavisen Anne Sophia Hermansen medvirker også i podcasten, og hun taler om »klassekammerateffekten«:
»Måske skal det være en klassekammerat, der er skolet i at høre opera, som tager en ven med under armen,« siger hun.
Du kan høre hele afsnittet af »Østergaards salon« her, hvor vært Mette Østergaard også taler med Anne Sophia Hermansen og Kasper Holten om en metode til at få sine børn til at læse mere, og om, hvorvidt identitetspolitik og klassisk kunst kan mødes.