Han har været med til at lede partiet igennem 30 år.
Et parti, der i 2001 var større end Socialdemokratiet. Nu ligger det og skraber omkring ti procent ifølge meningsmålingerne.
Der er to begivenheder, der er skyld i Venstres kollaps. Og begge begivenheder har den samme hovedperson.
Sådan lyder det fra tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, der gæster årets sidste udgave af Berlingskes podcast »Østergaards salon«.
Det hele startede i 2014 med det famøse hovedbestyrelsesmøde i Venstre.
Det mere end syv timer lange møde i Odense skulle afgøre Lars Løkkes skæbne i kølvandet på et stormvejr, der blæste op om ham, da Ekstra Bladet kunne fortælle, at der var blevet brugt enorme pengesummer på tøj, en ferierejse og rengøring af hotelværelser, fordi Løkke havde røget på dem. De fleste troede, han ville gå af. Men Løkke blev på formandsposten.
»Den har plaget os lige siden,« siger Claus Hjort.
Et snigløb
Men det hele kulminerede ved folketingsvalget i 2019.
Det sendte rystelser igennem partiet, da Løkke midt i valgkampen udkom med en bog, hvori han lagde op til en midterregering. En bog, som ingen i Venstres partitop vidste, at han i hemmelighed havde arbejdet på med journalist Kirsten Jacobsen. Selv fandt Claus Hjort ud af det dagen før, bogen udkom.
»Det gav en kæmpe rystelse. Det er derfra, det gik skævt for Venstre,« siger Claus Hjort.
Det er alt sammen et udtryk for, at Lars Løkke er en dårlig leder.
»En dygtig politiker, men ingen leder,« lyder dommen fra Claus Hjort.
For der er ingen i partiet, der ved, hvor han vil hen, og han vælger ikke at træffe beslutninger før i allersidste øjeblik. Det sås eksempelvis i 2019, hvor partiet i et helt år havde arbejdet med en kampagne, hvor Mette Frederiksen var hovedmodstanderen. Men ti dage før valget var hun partiets bedste allierede, forklarer Claus Hjort.
En række løftebrud
Men det er ikke kun Løkke, der er skyld i, hvor Venstre står i dag – som et parti, der har lavet en endeløs række af løftebrud:
FE-sagen og minkskandalen. Sager, hvor Venstre var for at nedsætte undersøgelseskommissioner, men efterfølgende trak i land. Ellemanns klare udmelding om ikke at gå i regering med Socialdemokratiet.
»Det, der har kendetegnet Venstre i denne regering, er, at vi er løbet fra alt, hvad vi stod for tidligere,« siger Claus Hjort.
Men det var stadig fornuftigt at indgå i den regering over midten, hvis man spørger ham.
»Jeg mener ikke, man kan forlange af nogen mennesker at bruge fire år af deres liv på at samle blå blok,« lyder det fra Claus Hjort.
»Jeg tror ikke, der er nogen partier, der har haft så tunge vilkår i al den tid, vi har haft det danske demokrati.«
Herunder kan du lytte til hele afsnittet af årets sidste udgave af »Østergaards salon«. Her taler Claus Hjort også om den FE-sag, der har defineret hans år.