De fleste danskere har haft et år, der har budt på en brat privatøkonomisk opvågning. En genåbningsinflation fik ekstra brændsel fra Ruslands invasion af Ukraine, der sendte energipriserne og priser på mange råvarer på rekordkurs.

Centralbankerne kom ud af starthullerne, da de ikke længere troværdigt kunne blive ved med at lade, som om inflationen var midlertidig. Husholdningsbudgetterne har været en tur i vridemaskinen. Måske endnu mere end i coronatiden, hvor dansk økonomi blev sprøjtelakeret med kompensationspakker og indkomsthjælp.