En by på størrelse med noget, der ligner Aarhus. Så meget er den danske befolkning vokset i de seneste ti år. Det er den hidtil største stigning i befolkningen over ti år, men det er ikke nødvendigvis nogen gave til dansk økonomi, for sammensætningen af vores befolkning giver store udfordringer for vores vækst.
Mere præcist er den danske befolkning vokset med 295.000 personer i løbet af de sidste ti år. I slutningen af sidste år var vi derved kommet op på at være 5.806.081 personer i Danmark. Til sammenligning steg vores befolkning kun med 180.000 personer fra 1998 til 2008. Det er således en solid fremgang i befolkningen, vi oplever i de her år, men den dækker over, at der bliver færre under 20 år og flere over 65 år. Med andre ord færre på arbejdsmarkedet og flere ældre, som skal forsørges.