Verdens gældsbjerg vokser og vokser

Der er i coronatiden blevet lagt yderligere milliarder af dollar til verdens i forvejen enorme gældsbjerg. Det er især de mange hjælpepakker, der tynger. Selvom gælden i mange lande er til at håndtere ved de nuværende renteniveauer, kan øget global usikkerhed føre til, at investorer løber væk fra dem med høj gæld. Så kan gælden pludselig gøre ondt overalt – også i Danmark.

 
Private investorer samles udenfor den kinesiske entreprenørvirksomhed Evergrande for at få deres penge tilbage. Video: Ritzau/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man skal holde tungen lige i munden, når der skal føjes nuller til stigningen i det globale gældsbjerg under coronakrisen. Ifølge en ny rapport fra Institute of international Finance (IIF) i Washington, D.C., der i mange år har overvåget gældsudviklingen, er den globale gæld i dag 231.100.000.000.000 kroner større end før coronaen ramte.

Med den seneste stigning er det globale gældsbjerg nu oppe på 296.000 milliarder dollar.

De store tal er svære at forholde sig til, men den samlede gæld svarer til 353 procent af verdens samlede bruttonationalprodukt (BNP). Faktisk er gældsandelen faldet siden begyndelsen af året – ikke fordi gælden er faldet i kroner og ører, men fordi genåbningerne har sat gang i den økonomiske aktivitet.

En del af gælden ligger naturligt i den finansielle sektor, men hvis vi ser bort fra den og koncentrerer os om den offentlige sektor og resten af den private sektor, er gælden oppe på 269 procent af BNP. Til sammenligning ligger den gældsrate herhjemme på 300 procent af BNP. Det skyldes vores skattesystem, der har gjort danske husholdninger til nogle af de mest forgældede i verden gennem ejerboligen, men samtidig har vi nogle af de store formuer i friværdier og pensionsopsparinger.

Men ikke alle er i samme båd som danskerne. For mange er gældsbyrden håndterbar ved de nuværende renteniveauer, men udgifterne til at have gæld kan hurtigt udvikle sig til en gøgeunge for husholdninger, virksomheder og lande, hvis renterne stiger.

Det meste af stigningen er ikke overraskende i den offentlig sektor, som følge af de milliardstore hjælpepakker, der har holdt hånden under virksomheder og husholdninger under nedlukningerne.

Men gældsstigningen har fundet sted på tværs af den offentlige og private sektor. Sammenlignet med samme kvartal sidste år har stigningen i gælden været højere i verdens mindre udviklede lande end i de vestlige økonomier. Vækstøkonomier og udviklingsøkonomier har historisk haft sværere ved at håndtere store gældsbyrder.

Danmark er ifølge IIFs opgørelse et af de meget få lande i verden, hvor den private gæld er faldet i forhold til BNP under coronakrisen. Vores statsgæld er heller ikke steget synderligt på trods af de store hjælpepakker, hvilket primært skyldes enorme indtægter fra beskatning af danskernes pensionsformuer.

Vi skal dog ikke langt væk, før gældsudfordringerne bliver betydelige. Ifølge IIFs opgørelsesmetode, der inddrager mere end EU-Kommissionen, er den offentlige sektors gæld i euroområdet på 118 procent af BNP, på 125 procent af BNP i Storbritannien og 126 procent i USA.

Er gælden et problem?

Den fortsat stigende gæld er en belastning for låntagerne, der på et tidspunkt skal betale gælden tilbage. Men også et aktiv for dem, der har købt de udstedte obligationer eller lånt pengene til eksempelvis husholdninger og virksomheder. Der er ikke nødvendigvis et problem at have høj gæld, hvis man også har mange aktiver – eller høj økonomisk vækst. Eller som i Japan, hvor den enorme statsgæld på knap 250 procent af BNP næsten udelukkende er ejet af japanerne selv.

IIFs chef for bæredygtig analyse Emre Tiftik, der har ansvaret for undersøgelsen, udtaler til Berlingske, at »gældsopbygningen sker hurtigt og overalt; nogle gange tror jeg, at vi gør vores bedste for at ignorere dette forhold. Min bekymring er, at de lave renter i stigende grad skaber en illusion af sikkerhed. Men virkeligheden er en anden.«

Herhjemme er renterne primært drevet af de to store centralbanker: Den Europæiske Centralbank styrer vores korte renter, mens den amerikanske centralbank styrer verdens lange obligationsrenter. Men i sidste uge fik vi et lille indblik i, at også andre forhold er med.

Ændrede forventninger til pengepolitikken i Japan har vendt strømmen af japanske investeringer ind i konverterbare danske realkreditobligationer, hvor renten således er steget mærkbart i forhold til statsobligationer. Det betyder, at danske boligejere nok i stigende grad vil søge over i variable renteproduktioner.

Stigende renter er dog mere et problem ude i verden, hvor coronavirussen fortsat hærger. Store vækstøkonomier som Brasilien, Tyrkiet og Rusland har alle måtte hæve den pengepolitiske rente for at modvirke et større fald i deres valutaer. Den presser de hjemlige renter op, men svagere valutaer og stigende renter i USA kan hurtigt skabe den perfekte storm. Ifølge IIFs opgørelse har Brasilien dollargæld på knap 30 milliarder dollar, mens Tyrkiet på tværs af den offentlige og private sektor har gæld i udenlandsk valuta på hele 80 milliarder dollar.

Stigende usikkerhed om evnen til at betale kan føre til fald i obligationskurserne, når investorerne flygter, og dermed endnu større stigninger i renterne. Det kan gøre det endnu sværere at håndtere gældsbyrden – altså selvopfyldte forventninger. Dermed kan der opstå en nedadgående spiral, der kan ramme hele det globale finansielle system.

Det er den kinesiske byggegigant Evergrandes finansielle problemer et godt eksempel på. Det er således ikke kun Evergrande, der lige nu bliver ramt af investorflugt, men også andre kinesiske byggeselskaber. Deres finansieringsomkostninger stiger altså også.

Evergrande er også et eksempel på, at »gæld består, mens aktiver forgår.« Selskabet skylder fortsat omkring 300 milliarder dollar væk, men værdien af den gæld er svundet ind til næsten ingenting for ejerne af aktier og obligationer.

Verdens gæld vil fortsætte med at stige, men stigende økonomisk aktivitet kan gøre gældsbyrden mere håndterbar. Deltavarianten spiller også her en vigtig rolle, som løbende nedlukninger i Asien nu bevidner.

Ifølge Our World in Data er der kun to procent af borgerne i verdens fattigste lande, der har modtaget begge doser. Coronakrisen hærger således fortsat for fuld styrke uden for de rigeste lande. Både sundhedsmæssigt og økonomisk.

Seks lande er gået statsbankerot, siden coronakrisen begyndte, mens 86 lande har fået finansielle hjælpeordninger fra Den Internationale Valutafond. Det er nok især her, stigningen i gældsbjerget kan gøre skade i mange år fremover.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør