Venter du også spændt på din nye ejendomsvurdering? Her er køreplanen – også hvis du vil klage

For første gang siden 2011 bliver der nu sendt nye ejendomsvurderinger ud til danskerne. De bliver udsendt i etaper frem mod 2024.

Boligejere omkring hovedstaden og i Sønderjylland er blandt de, som først modtager nogle af de 50.000 nye ejendomsvurderinger. Tobias Kobborg

Da tirsdag blev til onsdag landede de nye ejendomsvurderinger hos de første af de omkring 50.000 danske boligejere, som kan vente en ny ejendomsvurdering i løbet af efteråret.

Vurderingerne har ladet vente på sig i ti år og er derfor ventet med spænding. For rammer vurderingen plet? Og hvad hvis man er uenig i forudsætningerne for vurderingen? Eller i det beløb, som Skats nye ejendomsvurderingssystem spytter ud?