Normalt er det en af de helt store motorer i den danske økonomi, som giver valutaindtjening for milliarder af kroner, og som samtidig skaber tusindvis af arbejdspladser.
For dansk eksport blev 2020 dog ikke noget godt år, idet året blev det værste siden finanskrisen. Både den svenske og norske eksport klarede sig bedre gennem 2020 end den danske.
Der er dog et lyspunkt, og det er, at nedgangen for den danske eksport ser ud til at vende her i 2021. Det viser nye tal fra Erhvervsministeriet.
Regeringens genstartsteam holder møde mandag. I tallene kan man se, at den danske eksport i 2020 dykkede med 8,5 procent. Under finanskrisen faldt den i 2009 med 9,7 procent.
Norge, Holland, Sverige og Finland har alle en eksport, der har klaret sig bedre end den danske – alle landene har dog oplevet en negativ vækst i eksporten. Den danske eksport har til gengæld klaret sig bedre end eksporten i lande som Tyskland, USA og Frankrig. Det skyldes ikke mindst, at vi har en stor eksport af medicinalvarer, der stået stærkt i krisen.
Derimod har 2020 været en meget svær tid for vores tjenesteeksport, som først og fremmest er transport ad søvejen. Ifølge tallene fra Erhvervsministeriet faldt den danske tjenesteeksport i 2020 med 17,2 procent, mens vareeksporten »kun« faldt med 2,6 procent.
Fremadrettet forventer regeringen, at Danmark i 2021 får en fremgang i eksporten på 4,6 procent. I 2022 forudser regeringen en vækst i eksporten på 5,6 procent.
»Gennem krisen har vi i høj grad holdt produktionen i gang, så virksomhederne fortsat har kunnet producere og sælge til udlandet, og især medicinalvirksomheder har bidraget meget stærkt til dansk eksport det forløbne år,« siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).
Det er helt afgørende, at vi får dansk eksport stærkt ud på den anden side af krisen. Derfor skal vi også i fællesskab med erhvervslivet finde de mest holdbare løsninger.Simon Kollerup (S), erhvervsminister
»Det er helt afgørende, at vi får dansk eksport stærkt ud på den anden side af krisen. Derfor skal vi i fællesskab med erhvervslivet finde de mest holdbare løsninger. Virksomhederne står klar med deres viden og erfaringer, og det skal vi udnytte. Derfor ser jeg frem til mandagens møde med formændene for regeringens genstartsteam for at få en status på den aktuelle eksportsituation,« siger Simon Kollerup.
Der er tabt mange milliarder
Ifølge beregninger fra Dansk Industri (DI) er der 800.000 danske job, som direkte eller indirekte er knyttet til den danske eksport. DI fremhæver, at den danske eksport i 2020 faldt med 110 milliarder kroner, og DI understreger over for regeringen, at det er meget vigtigt, at der sker noget.
»Danmarks velstand og velfærd er afhængig af en succesfuld eksportindsats. Der er nogle virksomheder og kategorier, som har klaret sig godt igennem krisen og ikke er så sårbare over for store globale udsving, men der er også en lang række kategorier af virksomheder, som er blevet hårdt ramt,« siger administrerende direktør i DI Lars Sandahl Sørensen i et interview til Berlingske.
Dansk Erhverv udgav for en lille måned siden en analyse af, hvordan det går med den danske eksport. Det skete på baggrund af en rundspørge til en række af organisationens medlemsvirksomheder. Konklusionen er, at normaliseringen af den danske eksport har lange udsigter. 44 procent af virksomhederne forventer først en normalisering af eksporten i 2022.