Væksttal nær nul: Dansk økonomi starter året på krykker

I første kvartal kom væksten kun op på 0,1 pct. Det er den svageste start på året siden 2012. Tallet skal tages med forbehold, men er alligevel et tegn på, at vi går mod svagere tider for væksten.

Væksten i den danske økonomi løjer af, men der er fortsat pænt gang i det danske arbejdsmarked. Ledigheden har været uændret 3,7 pct. de sidste seks måneder, men samtidig er beskæftigelsen steget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Den nye socialdemokratiske regering overtager en dansk økonomi i fin form, men langt fra på alle punkter. Helt nye og lidt skræmmende tal for væksten viser, at dansk økonomi startede året på krykker. Helt præcist blev væksten i første kvartal kun på 0,1 pct. Det vil sige, at dansk økonomi nærmest stod stille i starten af året.

Det viser tal fra Danmarks Statistik. Det er primært sløj eksport, som rammer dansk økonomi i 1. kvartal. Privatforbruget klarede sig dog hellere ikke alt for godt.

Vi skal hele syv år tilbage for at finde en lige så svag start på året. Tallene skal tages med det forbehold, at 2018 sluttede meget flot af. Derved bliver det sværere at bevare væksten i kvartalet efter. Herudover er der stor usikkerhed forbundet med væksttallene fra Danmarks Statisik. De kan stadig blive revideret.

Cheføkonom Tore Stramer fremhæver, at det er for tidligt at sige, at opsvinget er slut. Men han mener trods forbdehold og usikkerhed, at tallene skal tages som udtryk, at opsvinget har toppet, og at vi går mod tider med lavere vækst.

»Vi skal helt tilbage til 2012, hvor den europæiske gældskrise havde tag i dansk økonomi for at finde en svagere vækstopstart på året. Det er umiddelbart lidt skuffende.Vi forventer, at BNP-væksten for hele året kun vil kunne snige sig op på cirka 1,5 pct.,« siger Tore Stramer.

»Den ventede opbremsningen i væksten skal primært ses i sammenhæng med, at dansk økonomi befinder sig i en højkonjunktur, hvor kapacitetsgrænsen løbende bliver testet. I en sådan situation er det helt naturligt, at væksten bremser lidt op. Dertil forventer vi, at væksten på nogle af vores eksportmarkeder bremser lidt op over de kommende år. Risikoen for forværrede handelspolitiske forhold er stadig betydelig i en tid, hvor særligt USA har drejet sig i en mere protektionistisk retning,« siger Tore Stramer.

Hos Dansk Bank er cheføkonom Las Olsen en smule mere optimistisk.

»Dagens tal ændrer selvfølgelig ikke ved, at første kvartal var sløjt, set med BNP-briller. Men det dækker over midlertidige udsving og en stærk udgang på 2018, og det underliggende tempo i dansk økonomi var ganske solidt uden klare tegn på, at den globale afmatning er smittet af herhjemme. Det regner vi nu nok med, at den kommer til, men alligevel er der udsigt til noget højere BNP-vækst i de kommende kvartaler,« skriver Las Olsen i en kommentar til opgørelsen fra Danmarks Statistik.

Stor udskiftning

Tallene for væksten kom samtidig med nye tal for ledigheden. De viser, at antallet af burttoledige i maj faldt med 500 personer til 102.500. Det fald var dog så lille, at ledighedsprocenten ligger på 3,7 pct. for sjette måned i træk.

Cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Erik Bjørsted.

»Danmark kan bryste sig af, at være blandt de bedste i EU til at få arbejdsløse hurtigt i job.«


De lidt svagere væksttal har generelt set ikke ramt det danske arbejdsmarked endnu. Jobfesten er fortsat her i år, og i april steg lønmodtagerbeskæftigelsen med 3.600 personer. Men fremgangen i beskæftigelsen er dog taget lidt af.

Cheføkonom i den liberale tænketank Cepos Mads Lundby Hansen mener, at den gode udvikling på arbejdsmarkedet vil fortsætte de kommende år.

»Min forventning er, at ledigheden ikke skal så meget længere ned, fordi vi ligger omkring den naturlige bund. Alligevel forventer jeg pæn vækst i beskæftigelsen de næste to til tre år. Det skyldes blandt andet, at pensionsalderen øges fra 65,5 år i år til til 67 år i 2022,« siger Mads Lundby Hansen.

»Det øger beskæftigelsen uden, at ledigheden går ned. Risikoen er selvfølgelig, at et internationalt tilbageslag påvirker arbejdsmarkedet negativt«, siger Mads Lundby Hansen.

Cheføkonom hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, Erik Bjørsted ser også positivt på de nye ledighedstal.

»Selvom arbejdsløsheden ikke falder så kraftigt, er der hele tiden en stor udskiftning i arbejdsløshedskøen. Danmark kan bryste sig af, at være blandt de bedste i EU til at få arbejdsløse hurtigt i job. Derfor står arbejdsløse heldigvis også relativt kort tid i arbejdsløshedskøen,« siger Erik Bjørsted.

»Den nye regering skal udnytte de gode tider og via uddannelse og målrettet opkvalificering sikre, at endnu flere mennesker får en tættere og stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet,« siger Erik Bjørsted, der mener, at presset på det danske arbejdsmarked er aftagende.

Den største trussel mod dansk økonomi ikke er mangel på arbejdskraft, men de usikkerheder der som en sky hænger over den globale økonomi, mener Erik Bjørsted.