»Usandsynlig« er et ord, der nævnes hyppigt i de amerikanske medier, når talen falder på USAs finansminister, Steven Mnuchin. For usandsynligt er det, at Mnuchin, der i sin tid var en kontroversiel udnævnelse til præsident Trumps administration, er blevet en helt central nøglefigur i forhandlingerne om at ruste USAs økonomi til at komme gennem coronaviruskrisen.
I Trumps inderkreds er han en af de få, der ikke er faldet fra. Han er også en af de få, der lige nu formår at forhandle med fløjene i USAs polariserede politiske liv. Det har gjort ham til et afgørende bindeled i at få en enorm hjælpepakke vedtaget i Kongressen, der mere end haster.




