Analyse: Gigantisk livline til amerikansk økonomi mildner nedturen – men stopper den ikke

Efter hårde politiske kampe er demokrater og republikanere i Washington blevet enige om en historisk livline til økonomien, der blandt andet omfatter en check til de fleste amerikanere. Sammen med centralbankens tiltag kan det afbøde den økonomiske nedtur, men ikke stoppe den.

Den største finanspolitiske hjælpepakke i USAs historie. Efter flere dages politisk tovtrækkeri med beskyldninger flyvende frem og tilbage blev Det Hvide Hus enig med demokrater og republikanere i Senatet om en gigantisk plan for at holde amerikansk økonomi flydende midt i coronakrisen. Aktiemarkederne har taget rigtig godt imod pakken med store stigninger.

Forhandlingerne har været i gang siden midten af sidste uge, og undervejs er pakken fordoblet i omfang fra 1.000 mia. dollar til omkring 2.000 mia. dollar. Det svarer til over ni procent af bruttonationalproduktet, BNP, i 2019 og kommer oven i tidligere hjælpepakker. Til sammenligning var den store stimulanspakke under finanskrisen på omkring fem procent af 2008-BNP. Pakken var dengang designet til at blive indfaset gradvist, men den nuværende støtte skal distribueres så hurtigt, det fysisk kan lade sig gøre.