USAs boligmarked sendt ud af kurs efter stigende renter og priser

Det amerikanske boligmarked er kommet sig efter finanskrisens kæberasler, men er nu løbet ind i ny modvind fra højere renter, et højt prisniveau og et reduceret skattefradrag. Omsætningen falder, og priserne knager. Men boligmarkedet er ikke den vækstindikator, som det var tidligere.

Det amerikanske boligmarked blev hårdt ramt af finanskrisen, men rejste sig hurtigt. Nu halter det igen med høje priser og højere renter. Joe Raedle/AFP/Ritzau Scanpix

Det er ikke kun i Danmark, at boligmarkedet spiller en afgørende rolle i økonomien. Det gælder i høj grad også i USA – eller måske i endnu højere grad. For mange amerikanske middelklassefamilier er boligen og friværdi den væsentligste pensionsopsparing.

Da finanskrisen ramte i 2008 med et medfølgende kollaps på boligmarkedet, var der mange, som mistede muligheden for at trække sig tilbage på pension. Det gjaldt især i en stat som Florida, der både har mange tilflyttede ældre og var blandt de hårdest ramte stater.