USA og Kina er uenige om landbrugsaftale som Trump pralede af

Donald Trump og Xi Jinping. Fold sammen
Læs mere
Foto: NICOLAS ASFOURI

Der er forskellige opfattelser af Kinas forventede storindkøb, som USA's præsident, Donald Trump, annoncerede sidste måned, og det har rejst spørgsmål om, hvorvidt USA har tilbudt for meget for at nedtrappe handelskrigen.

Det skriver The New York Times.

I juni trådte Donald Trump ud fra et møde med Kinas præsident, Xi Jinping, og fortalte, at Kina omgående ville begynde at købe amerikanske landbrugsvarer til gengæld for våbenhvile i handelskrigen for at komme yderligere amerikansk told i forkøbet.

»Kina kommer til at købe enorme mængder fødevarer og landbrugsvarer, og de kommer til at begynde meget snart, nærmest omgående. Vi vil give dem en liste over ting, som vi gerne vil have, at de skal købe. Vores landmænd kommer til at få enorm gavn af det,« sagde Donald Trump den 29. juni ifølge The New York Times.

Ifølge avisen ser Kina ikke på aftalen med samme øjne som Donald Trump og mener ikke, at der er tydelig enighed om skalaen for erhvervelsen af specifikke landbrugsvarer.

Aftalen anses i stedet som værende store køb, der er betinget af fremgangen mod en endelig handelsaftale mellem nationerne.

Larry Kudlow, der er Det Hvide Hus' chefrådgiver, sagde ifølge avisen tirsdag, at USA forventer, at Kina begynder at købe soyabønner, hvede og muligvis energiprodukter, men anerkender samtidig, at disse køb stadig mangler at ske.

Det har rejst spørgsmål blandt handelseksperter om, hvorvidt Donald Trump er gået for langt i bestræbelsen på at nå mod enden af handelskrigen. Præsidenten er gået med til at forsinke yderligere told på kinesisk import og har lettet på Huawei-blokaden til gengæld for Kinas storindkøb af landbrugsvarer.

/ritzau/FINANS