Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, meddelte onsdag aften, at den holder renten uforandret på 0,0-0,25 procent. Det er der intet overraskende i, for centralbanken bryder sig ikke om at overraske og skabe panik. Der var forud for mødet kun indpriset en sandsynlighed i rentemarkedet på seks procent for en renteforhøjelse.
Det er dog ikke det samme, som at der ikke kom en del udmeldinger, som de finansielle markeder nu skal fordøje. Federal Reserve bevægede sig yderligere i retning af en renteforhøjelse på mødet i marts, hvor ledelsen af Federal Reserve også kommer med deres opdaterede syn på udviklingen i økonomien, inflationen og ikke mindst den rente, som de selv er med til at sætte.