USA har fortsat den økonomiske førertrøje

Verden efter Ukraine-krigen: Det er umuligt at overse den enorme politiske splittelse, der præger alle dele af det amerikanske samfund. Washington er hastigt ved at miste sin magt, og i stedet vil delstaterne spille en større rolle i udformningen af samfundet. Men USAs økonomi står faktisk stærkere end i mange år.

Angrebet på Kongressen 6. januar 2021 er det tætteste USA har været på en voldelig omstyrtning af den demokratiske orden. Men i det almindelige økonomiske liv er det fortsat mest baggrundsstøj. JOSEPH PREZIOSO

Angrebet på Kongressen 6. januar sidste år viste, at der er noget helt galt i USA. At der er en splittelse så dyb, at det er svært at se en fremtid. Det er den foreløbige kulmination på årtiers forværrede politiske klima, der nu strækker sig fra Det Hvide Hus og ned til de lokale skolebestyrelser.

Politisk larm og splittelse giver en udbredt handlingslammelse i Kongressen i Washington, omend de seneste dage har bragt flere store forlig på plads på alt fra mikrochip til grøn omstilling og sundhed, der vil bidrage til at øge USAs vækstpotentiale.