Tirsdag landede en stor nyhed i det drama, der udspiller sig i olieverdenen i øjeblikket.

For efter næsten 60 år som medlem af sammenslutningen af olieproducerende lande (OPEC) meddelte De Forenede Arabiske Emirater (FAE), at de vil forlade koalitionen fra 1. maj.

Beslutningen er taget på baggrund af et ønske om at fremskynde investeringer i energiproduktionssektoren og skal ses som en del af landets »langsigtede økonomiske vision«.

Indtil krigen i Iran begyndte, producerede emiraterne omkring 3,5 millioner tønder olie om dagen.

Landet ønsker dog at udvide produktionen til fem millioner tønder olie om dagen i 2027, og derfor vil det ikke være en del af OPEC, som har nedsat kvoter for medlemslandenes olieproduktion.

»Verden har brug for mere energi, verden har brug for flere ressourcer, og FAE ønsker at stå uden for enhver form for organisation,« sagde landets energiminister, Suhail Al Mazrouei, i et interview med The New York Times i forbindelse med erklæringen.

FAE står for omkring fire procent af verdens samlede olieproduktion.
FAE står for omkring fire procent af verdens samlede olieproduktion. Foto: Karim Sahib/AFP/Ritzau Scanpix

Og selvom det måske ikke umiddelbart lyder som en markant ændring, forgrener det sig langt ud i verdenssamfundet, fortæller Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie:

»Det kan bidrage til en helt ny geopolitisk dynamik i området,« siger han.

Glad Trump, sure saudiere

Emiraterne har gennem en længere periode været utilfredse med produktionskvoterne.

Men lige nu er det ifølge Ulrik Bie ekstra vigtigt for FAE at frigøre sig af organisationens bånd – af to årsager:

Fordi turistsektoren og rollen som logistisk centrum er smadret. Og fordi Hormuzstrædet er lukket.

Det har svækket mulighederne for olieeksport, og derfor har FAE været nødt til at trække på landets investeringer.

Med udtrædelsen af OPEC vil FAE kunne forøge olieproduktionen hurtigt, hvilket også vil få olieprisen til at falde og glæde Donald Trump, fortæller Ulrik Bie.

Men udtrædelsen får konsekvenser for FAEs forhold til Saudi-Arabien, der er leder af OPEC, siger den økonomiske redaktør.

»FAEs skridt svækker OPEC – og dermed også Saudi-Arabiens magt over det globale oliemarked. Trump har længe raset over, at OPEC forsøger at holde olieprisen oppe. Glæden i Washington over nyheden er dermed matchet af vreden i Riyadh,« siger Ulrik Bie.

OPECs generalsekretær, Haitham al-Ghais, har tidligere opfordret til investeringer for 18 tusind milliarder i olie- og gassektoren for at imødekomme manglen på energi, men nu søger FAE at løse det problem selv.
OPECs generalsekretær, Haitham al-Ghais, har tidligere opfordret til investeringer for 18 tusind milliarder i olie- og gassektoren for at imødekomme manglen på energi, men nu søger FAE at løse det problem selv. Foto: Fadel Senna/AFP/Ritzau Scanpix

Desuden kan FAEs udtrædelse få konsekvenser for det amerikanske forhold til Saudi-Arabien, hvis Donald Trump lægger pres på FAE-

Det er »endnu et bevis på, at Trumps krig mod Iran bidrager til at omforme den verden, vi lever i,« siger Berlingskes økonomiske redaktør.

Et praj om fremtiden

Selvom OPEC ikke længere har den samme tyngde som i 1970erne, hvor organisationen sad på 85 procent af verdens olieproduktion, er den stadig en vigtig spiller.

I dag står organisationen og dens samarbejdspartnere, OPEC+, for omkring 50 procent af verdens samlede olieproduktion.

Af de 11 lande i OPEC er FAE den tredjestørste producent, men landet har det næststørste overskud af ressourcer, hvilket gør det til en vigtig spiller i reguleringen af oliepriserne, skriver BBCs økonomiske redaktør, Faisal Islam.

Ud af de 11 OPEC-lande er Saudi-Arabien den klart største producent, med næsten ni millioner tønder olie om dagen.
Ud af de 11 OPEC-lande er Saudi-Arabien den klart største producent, med næsten ni millioner tønder olie om dagen. Foto: Max Brucker/EPA/Ritzau Scanpix

Det er også derfor, landet ønsker at træde ud af organisationen: For at udnytte sit overskudslager.

»Mens verden lige nu forståeligt fokuserer på, en oliepris på 110 dollar pr. tønde, så er det her en grund til ikke at afvise muligheden for, at det kunne være tættere på 50 dollar for en tønde på et tidspunkt næste år,« skriver Faisal Islam.

Det afhænger naturligvis af udviklingen af situationen omkring Hormuzstrædet, understreger han.

Samtidig kan beslutningen ifølge Faisal Islam give et praj om, hvad fremtiden bringer for olieindustrien.

De Forenede Arabiske Emiraters udtræden gør det nemlig muligt for landet at maksimere profitten fra deres olielagre, mens verden formodes i stigende grad at vende sig væk fra fossile brændstoffer og investere i den grønne omstilling.