Flere lande stiller sig på Panamas side i strid med Kina om havne
Bølgerne er gået højt mellem Panama og Kina, efter at en domstol i januar annullerede havnekontrakter.

Bølgerne er gået højt mellem Panama og Kina, efter at en domstol i januar annullerede havnekontrakter.

Kinesiske tiltag mod skibe under panamansk flag politiserer søhandlen og krænker landenes suverænitet på den vestlige halvkugle.
Det skriver USA og en række lande i Latinamerika og Caribien natten til onsdag i en fælles udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Her gør landene det klart, at de står på Panamas side i en strid med Kina omkring Panamakanalen.
- Vi observerer nøje Kinas målrettede økonomiske pres og de seneste handlinger, der har påvirket skibe under panamansk flag, skriver landene og tilføjer:
- Panama er en søjle i vores maritime handelssystem og skal forblive fri for ethvert uberettiget pres udefra.
Udtalelsen er udsendt sammen med Bolivia, Costa Rica, Guyana, Paraguay og Trinidad og Tobago.
Panamas højesteret annullerede i slutningen af januar det Hongkong-baserede firma CK Hutchisons havnekontrakter.
Kontrakterne vedrørte driften af to havneterminaler ved Panamakanalen ved navn Balboa og Cristóbal. CK Hutchisons datterselskab Panama Ports Company havde siden 1990'erne drevet containerterminaler ved kanalen.
Hongkongs regering udtrykte efterfølgende stærk utilfredshed med annulleringen af havnekontrakterne, der ifølge Reuters skete efter stigende pres fra USA, der ville have begrænset den kinesiske indflydelse i kanalen.
I februar afgjorde Panamas højesteret, at danske Mærsk i form af datterselskabet APM Terminals midlertidigt skulle overtage Balboa, mens schweiziske MSC skulle overtage Cristóbal.
Fem procent af verdens samlede søbårne handel passerer Panamakanalen, hvis største brugere er USA og Kina.
CK Hutchison har anfægtet domstolens afgørelse og kræver en erstatning på mere end to milliarder dollar. Det svarer til mere end 12 milliarder danske kroner.
Ifølge USA er afgørelsen fra Panamas højesteret blevet efterfulgt af en række tilbageholdelser og inspektioner af skibe under panamansk flag i Kina.
Kina har ifølge AFP nægtet sådanne tilbageholdelser og inspektioner. I stedet beskylder landet USA for at lyve.
/ritzau/