Tyske virksomheder kan ikke ryste coronakrisen af sig

Optimismen hos tyske virksomheder er fortsat helt underdrejet på trods af den gradvise genåbning. Forventningerne til fremtiden er stigende, men det sker fra et historisk lavt niveau. Forbrugertilliden faldt yderligere i maj, og ikke meget peger mod en hurtig tysk genkomst. Det er dårligt nyt for danske eksportvirksomheder.

Optimismen steg lidt i tyske virksomheder i maj på baggrund af lysere forventninger til fremtiden. Men stigningen er for lille til at ændre på billedet af en hårdt ramt økonomi, og forbrugerne er hoppet helt ned i kulkælderen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ronald Wittek/DPA/Ritzau Scanpix

Lidt bedre, men ikke meget. Den store undersøgelse af optimismen i de tyske virksomheder fra Ifo-instituttet viser, at vejen op af coronahullet bliver lang.

Det samlede Ifo-indeks steg i maj fra 74,2 til 79,5, hvilket betyder, at virksomhederne fortsat er længere nede i kulkælderen end under finanskrisen på trods af en begyndende genåbning. Faktisk blev fremgangen alene drevet af forventningerne, hvor der trods alt er stigende forventninger til fremtiden. Det skal der også være fra de nuværende niveauer. Vurderingen af den aktuelle situation faldt yderligere fra et i forvejen historisk lavpunkt.

Stigningen var størst i servicesektoren, der også er blevet hårdest ramt af nedlukningen. Her løftede de nedlukkede erhverv som restauranter, hoteller og rejsearrangører sig fra bunden.

Men stigningen var mindre, end man skulle forvente. Antallet af restaurantreservationer gennem den globale OpenTable-app er ellers steget ganske kraftigt i Tyskland de seneste uger, ligesom Googles data for mobilitet også peger mod stigende aktivitet.

Tyske lønmodtagere har været gunstigt stillet under krisen med massiv hjælp i form løntilskud (kurzarbeit). Den tyske ledighed steg i april med 371.000, hvilket bringer antallet af ledige tilbage på niveauet i 2016 og ledighedsprocenten op fra 5,0 procent til 5,8 procent. Men over ti millioner personer er omfattet af kurzarbeit-ordningen, hvilket kan blive til faktisk ledighed, hvis der ikke hurtigt kommer en forbedring i virksomhedernes forhold. Til sammenligning var tre millioner på kurzarbeit under højden af finanskrisen.

Det er også lidt bekymrende, at der ikke var en større bedring i industriens optimisme. Tyske industrivirksomheder har delvist holdt åbent under krisen, og allerede i april genåbnede bilproducenterne produktionen – og det samme gjorde bilforhandlerne. Forventningerne steg ganske vist pænt og er nu bedre end under lavpunktet i 2009. Men også industrien oplevede en forværring af de aktuelle forhold i maj. Det burde der ikke have været.

Detailbranchen skilte sig positivt ud med en stigning i den aktuelle situation, mens byggeriet åbenbart forventer sig meget af finanspolitikken og investeringerne, der venter forude. Forventningerne steg ganske kraftigt.

Langsom bedring i tysk økonomi

Samlet set var Ifo-indekset for maj lidt af en skuffelse i forhold til muligheden for en hurtig genkomst til Europas største økonomi. Det har naturligvis også negative konsekvenser for de danske eksportvirksomheder, der for alvor kan komme i klemme i de kommende måneder. Tyskland er dog samtidig det land, der har lavet de mest omfattende hjælpepakker med bedst mulighed for at sætte gang i tysk økonomi. Eksempelvis vil et tilskud til bilkøb hjælpe både efterspørgsel og produktion.

Desuden er tyske husholdninger godt polstrede. I lighed med under finanskrisen ligger en større del af opsparingen nu i kontanter ude i hjemmene. Men en høj opsparing er meget bedre end det modsatte, hvor forbrugerne både ville skulle overkomme en sundhedsforskrækkelse og en privatøkonomisk krise.

Tyske husholdninger var godt polstret forud for coronaudbruddet, men det er ikke noget, der afspejles i tillidstallene: Tysk forbrugertillid faldt som en sten i maj. Også her burde der have været en stigning i forbindelse med den gradvise genåbning. Meget kommer til at handle om, hvor hurtigt tyskerne genindtager det offentlige rum. Her kan det spille en positiv rolle, at mange tyskere forventer at holde ferie hjemme i år, hvilket trods alt kan give lidt bedring til en hårdt trængt turistbranche.

Ligesom herhjemme vil den gradvise genåbning give sig udslag i en stigende aktivitet, og som sagt har den tyske regering alle muligheder for at sætte gang i økonomien. Men på nuværende tidspunkt er der ikke udsigt til, at vækstprognoserne for tysk økonomi om et fald i BNP i år på fem til syv procent bliver væsentligt bedre.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør