Ingen tegn på bedring. Det er tilbagemeldingen fra den seneste vurdering af optimismen i 9.000 tyske virksomheder, som Ifo-Institutet i München foretager.
Der var et yderligere fald i den vigtige industrisektor, hvor pessimismen nu næsten har nået samme niveau som under eurokrisen i 2012. Ifo-indekset kom dagen efter, at Daimler-koncernen meddelte, at dieselskandalen vil ramme indtjeningen med »et højt trecifret millionbeløb«, der således fortsætter med at plage den tyske bilindustri. Daimler er efterfølgende faldet kraftigt på den tyske børs og har ikke overraskende trukket de øvrige bilproducenter med ned.