Kan tyske Weidmann charme sig til ECB toppost?

Kabalen om EUs topposter er på vej ind i en afgørende fase. Chefen for den tyske Bundesbank, Jens Weidmann, har blødt op på sin tidligere hårde linje mod et centralt element i ECBs krisepolitik. Det kan bane vejen for chefposten i ECB. Men virkeligheden er et helt andet sted i dag, og Weidmann står nok stadig for en hårdere kurs end den nuværende chef Mario Draghi. Det skal vi bare helst ikke tale om.

Chefen for den tyske Bundesbank er en af topkandidaterne til posten som chef for ECB. Lidt indrømmelser i forhold til tidligere hårde holdninger kan måske banen vejen til toppen. Fold sammen
Læs mere
Foto: ARNE DEDERT

Jens Weidmann har gjort sig selv lidt lækker. Formanden for den tyske Bundesbank er kandidat til posten som formand for ECB, men en væsentlig sten har ligget i vejen. Nemlig at Weidmann har været arg modstander af ECBs mest potente redningsvåben, OMT-programmet (Outright Monetary Transactions), som blev indført i forbindelse med eurokrisen i 2012.

Weidmann gik så langt som at vidne i den tyske forfatningsret mod programmet, som mange mente overtrådte den tyske forfatning. Weidmanns indrømmelse er nu, at OMT-programmet er blevet vurderet af det europæiske retssystem og erklæret lovligt. Derfor er det »gældende lov« og dermed punktum, siger Jens Weidmann.

Men som i mange af andre af livets forhold er timing alt. Afgørelsen om OMT-programmets retstilstand kom ikke i sidste uge. Faktisk kom dommen i 2015 og var en banebrydende dom i forhold til, hvilken magt EU-institutioner har i forhold til den tyske forfatning.

Når indrømmelsen dukker op nu skyldes det, at EUs ledere er i gang med et større puslespil for at besætte topposterne for de kommende år, herunder formandsposten i ECB. Og her hjælper Weidmanns nye udmelding.

Det interessante i timingen er dog også, at ECB nuværende formand, Mario Draghi, i tirsdag kom med en meget bastant udmelding om, at flere pengepolitiske lempelser er påkrævet, hvis ikke de økonomiske forhold i euroområdet bedres hurtigt. Draghi har tidligere forsøgt at gennemtrumfe sin vilje ved at opstille et fait accompli, hvor ECBs ledelse har måtte indordne sig under de udmeldinger, som Draghi er kommet med udenfor de sædvanlige pressemøder, hvor alt er aftalt på forhånd. Forskellen er bare denne gang, at Draghi snart er forhåndværende og derfor ikke har samme magt til at styre en retning. Det er ret åbenlyst, hvad han forsøger.

Weidmanns udmelding om OMT er i dag fuldstændig ligegyldig, da virkeligheden er et helt andet sted. OMT-programmet er nærmest som et europæiske IMF-program, hvor et land skal bede om hjælp og ECB så opkøber obligationer mod, at landet gennemfører et hårdt reformprogram. Det var sådan verden så ud i 2012, men efterfølgende har ECB købt for mange milliarder euro obligationer i lande, der ikke har foretaget sig noget som helst på reformvejen. Det gælder især Draghis hjemland Italien, hvor det fælles centralbanksystem ejer 17 pct. af statsgælden.

Det vigtige spørgsmål i dag er ikke om OMT. I dag er det eksistentielle spørgsmål, om man mener, at mere negative renter og flere italienske statsobligationer på bøgerne er svaret på de udfordringer, som euroområdet står over for. Det synes Weidmann nok ikke - sammen med resten af blokken af nordeuropæiske lande.

Weidmanns udmelding er blevet udlagt som, at han vil gøre »whatever it takes« for at blive ECB-chef. Men i realiteten er det nok mest af alt et meget smart mediestunt, hvor indrømmelsen ligner et knæfald for Sydeuropa, men i realiteten har til formål at stoppe en anden og langt mere kontroversiel diskussion. Hvis Weidmann bliver formand for ECB vil de seneste dages kraftige rentefald højst sandsynligt blive afløst af en markant nervøsitet, ikke mindst i italienske aktiver: det gælder statsobligationer, virksomhedsobligationer og aktier.

Det paradoksale er, at Weidmann som ECB-chef vil have en pæn sandsynlighed for at blive den første til faktisk at iværksætte et OMT-program. Når de italienske banker endeligt falder på knæ, mens kapitalen og virksomhederne flygter. Når det bliver åbenlyst, at den italienske statsgæld har nået et uholdbart niveau, og renterne er steget kraftigt fra de nuværende niveauer. Når Rom står over for samme spørgsmål, som Athen gjorde i 2015.

Italien frygter Weidmann og med god grund. For Weidmann står for en gammeldags socialdemokratisk ordentlighed i de offentlige finanser, som har været fraværende i Italien i årtier. Fint at kaste en OMT-kødluns til EU-lederne. Og så håbe på, at ingen spørger om man vil optrappe en i forvejen uansvarlig pengepolitisk kurs.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør