Efter denne uges rentenedsættelse fra den australske centralbank og nye bløde toner fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, var turen torsdag kommet til Den Europæiske Centralbank (ECB). Også her trak man i blødere retning, omend der ikke var tale om rentenedsættelser. De seneste måneder har ECB forventet, at renten ville blive holdt på det nuværende niveau indtil udgangen af 2019. Dette vindue blev på junimødet forlænget til at dække første halvdel af 2020.
På trods af, at ECB allerede har negative renter, blev euroen lidt styrket efter udmeldingen, da formuleringen om, at renterne ville blive fastholdt på det nuværende niveau, blev tolket, som at en rentenedsættelse ikke er på tapetet. Draghi fortalte dog på pressemødet, at enkelte medlemmer af Styrelsesrådet havde fremsat muligheden for rentenedsættelser, og at man er klar til at sætte renten ned og igangsætte opkøb af obligationer, hvis det skulle blive nødvendigt. Det er dog en standardformulering fra den pengepolitiske meddelelse.