Lad de negative renter slå igennem

Der er ikke udsigt til højere renter, så langt øjet rækker, da ECB er låst fast i sin alt for lempelige pengepolitik. Men de negative renter har en række skadelige virkninger, der måske overstiger gevinsten fra lavere boligrenter. Det er på tide at fase de negative renter ind overalt.

Den Europæiske Centralbank har sendt renterne helt ned under gulvbrædderne med sin pengepolitik, men det kan få store konsekvenser på længere sigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Daniel Roland//AFP/Ritzau Scanpix

Det er ikke overraskende, at økonomer forventer, at de negative renter fortsætter et godt stykke tid endnu. Afmatningen i euroområdet betyder, at enhver tale om renteforhøjelser er udskudt til langt ind i 2020 eller til næste højkonjunktur. For bare to måneder siden var Den Europæiske Centralbank, ECB, ellers håndfast i behovet for at lette foden fra speederen, men nu forekommer det næsten som en »done deal«, at bankerne igen til foråret får mulighed for at optage gratis, ubegrænsede ultralange lån.

Man skulle tro, at bankerne kunne klare sig uden, og det kan langt de fleste også. Problemet er, at de lange lån fra ECB indgår i bankernes kapitalgrundlag, og de svageste banker i euroområdet (og især Italien) vil skulle betale en høj pris, hvis de i stedet skal hente finansieringen i det private marked. Det skyldes manglende oprydning, men også usikkerhed om den fremtidige politiske kurs. Derfor vil ECB højst sandsynligt endnu en gang træde til og levere rigelig billig likviditet og dermed sikre en lav markedsrente.

Den nuværende situation med en lavere dansk rente end i euroområdet er mere kompliceret end overskud på betalingsbalancen – det har både Japan og euroområdet også.

Udlandet ejede ved den seneste opgørelse for 651 mia. kroner danske realkreditobligationer svarende til 22 pct. af det samlede udestående og hele 31 pct. af de fastforrentede lån. Det har bidraget til at presse renterne endnu længere ned på danske boliglån. Men det betyder også, at en del af den ekstraordinært lave rente er bestemt af forhold uden for vores kontrol. Eksempelvis vil en højere pris for at afdække valutarisiko mellem yen og euro – og dermed kroner – eller ændringer i japanske penge- og skattepolitik kunne vende strømmen. Så kan det være, at den danske pengepolitiske rente bliver lidt højere end i euroområdet, men fortsat ganske udramatisk på grund af det stærke danske fundament med lav offentlig gæld og balance på de offentlige finanser.

I Danmark handler en diskussion om renter altid om, hvor godt det er for boligejerne. Men fokus på boliggælden skygger også for den langt mere komplekse problemstilling om, hvad de lave renter gør ved vores opsparing. Og danskerne har langt flere finansielle aktiver end boliggæld.

Der var engang, hvor en fornuftig porteføjle indeholdt lidt kontanter, en blanding af korte og lange obligationer og nogle aktier. Jo ældre man blev, desto flere obligationer skulle man have for at låse gevinsten fast inden pensionering.

Sådan er det ikke længere. Renten på sikre obligationer er negativ selv på mellemlange løbetider, og rentestigninger vil betyde store kurstab. Resultatet er, at husholdningers indestående i bankerne til nul i rente er rekordstor, mens man søger ud i risikofyldte investeringer og »alternativer«, der ofte er svært omsættelige. Gennemsnitligt er det måske i orden, men det giver en alt for stor risiko – især for en aldrende befolkning. I stedet sparer folk op i deres bolig ved at afdrage på gælden på trods af muligheden for negative realkreditrenter.

Tidligere belånte man gladeligt friværdien, men folk holder igen – måske også fordi de negative renter sender et klart signal om, at noget er rivravruskende galt på trods af pæn vækst og lav ledighed.

For vi aner ikke, hvad noget er værd. Hvilke virksomheder er strukturelt sunde og levedygtige, hvis ikke centralbankerne havde negative renter? Og hvilke lande? Hvad vil en bolig være værd til en rente, der ikke er negativ? For slet ikke at tale om aktiemarkedet, der er flyttet tilbage til Omvendtslev, hvor dårlige nyheder giver stigende aktiekurser på forventning om en hjælpende hånd. Det er ikke kun de finansielle markeder, der er befolket af »hysteriske kællinger«, men også centralbankerne. Jo længere de negative renter fastholdes, desto mere forvrænget bliver prisningen af risiko og finansielle aktiver og desto mindre kan vi regne med »pris« som en signalfaktor.

De negative danske renter er ikke Nationalbankens ansvar. Fastkurspolitikken betyder, at vi har importeret pengepolitikken fra Frankfurt, men derfor er den danske debat om renter alligevel uden en grundforståelse for de alvorlige risici, som fortsatte negative renter indebærer.

Hvad mon der ville ske, hvis de negative renter fik fuldt gennemslag på alle deltagere i økonomien og ikke blev absorberet i bankerne?

Lad os få negative renter på almindelige menneskers indlånskonti, ligesom mange virksomheder allerede oplever – ikke kun i Danmark, men i hele Europa. Lad borgernes penge blive forrentet til det samme, som bankerne betaler centralbanken: -0,4 pct. i euroområdet og -0,65 pct. i Danmark. Det vil så koste danske husholdninger seks mia. kroner at have 983 mia. kroner stående i bankerne. Det vil koste tyske husholdninger 66 mia. kroner at have deres 16.400 mia. kroner stående i bankerne, for tyskerne gør pudsigt nok det samme som os.

Det vil naturligvis skabe et ramaskrig, men er det ikke det, der skal til for få alle konsekvenser af den førte pengepolitik frem i lyset? Lad os få realitetsresistente politikere på banen, og lad borgerne hvæsse høtyvene. Men centralbankernes elfenbenstårn trænger til at blive stormet.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør