Trumps nye handelskrig vil ramme Danmarks ostesalg

Trumps administration melder endnu engang handelskrig mod Europa. Denne gang er en stor gruppe fødevarer ramt, herunder ost. Dansk Industri bekræfter, at det kan ramme Danmark.

Trump arkivfoto
Arkivfoto: Trumps administration strammer grebet i handelskrigen og vil nu lade det gå ud over ost og olivenolie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ethan Miller/Ritzau Scanpix

Trumps administration varsler ny handelskrig mod EU.

Denne gang vil sanktionerne ramme bl.a. ost og olivenolie, der skal fra de europæiske lande til USA.

Det kan komme til at ramme Danmark, fastslår Dansk Industri, da Danmark eksporterer ost til USA.

Sanktionerne kommer som konsekvens af EUs subsidier til flygiganten Airbus, som World Trade Organization, WTO, ifølge Financial Times tidligere har afgjort til at være ulovlig.

USA lægger straftold på den europæiske eksport til en samlet værdi af 11 mia. dollars. Det er knap 73 mia. danske kroner, der rammer den europæiske eksport til USA - både direkte og indirekte.

»Det vil direkte påvirke Danmark med afgifter på ost, fordi vi eksporterer ost til USA. Men indirekte påvirker det os yderligere, fordi vi leverer komponenter til bil- og flyindustrien i Europa,« siger Peter Bay Kirkegaard, seniorchefkonsulent i afsætningspolitik i Dansk Industri.

Ifølge Financial Times og Wall Street Journal drejer den mulige afgift sig om bl.a. ost, syltetøj, olivenolie, keramik, sengetøj, håndtasker, civile fly og meget mere.

Peter Bay Kirkegaard, seniorchefkonsulent, Dansk Industri

»Der er altid grund til bekymring, når lande tager protektionistiske sanktioner i brug«


Dermed er det denne gang særligt madvarer, der rammes i handelskrigen mellem EU og USA, der også omhandler told på stål og aluminium. USA afventer ifølge flere amerikanske medier, hvad WTO afgør overfor EU i forhold til brugen af Airbus.

»Vores ultimative mål er at nå til enighed med EU om at afslutte alle WTO-inkonsistente subsidier til store civilfly. Når EU stopper de skadelige subsidier, kan de nye amerikanske afgifter blive fjernet,« siger Robert Lighthizer, USAs handelsforperson, til Financial Times.

Men er der i virkeligheden grund til bekymring i Danmark? Det er der ifølge Peter Bay Kirkegaard og Dansk Industri.

»Der er altid grund til bekymring, når lande tager protektionistiske tiltag i brug,« siger han, men tager et forbehold:

»Det skal dog understreges, at Trump har sagt, at det først indføres, når WTOs afgørelse er endeligt faldet på plads her til sommer. På den måde er det positivt, at den amerikanske administration viser tillid til WTO-systemet, som de ellers har forsøgt at underminere tidligere.«

Dermed får WTO altså indflydelse på, om Danmark bliver påvirket af USAs - måske - kommende sanktioner.

For Peter Bay Kirkegaard er der grund til bekymring, fordi det forværrer handelsklimaet mellem EU og USA. EU skal i denne uge skal tage stilling til, om EU ønsker at forhandle en handelsaftale med USA:

»Den mest alvorlige indvirkning er, at EU i denne uge står overfor at skulle afgøre, om vi skal igangsætte forhandlinger om en handelsaftale med USA. Det er franskmændene, der har hængt i bremsen, og med den her udmelding fra amerikansk side kan franskmændene få en undskyldning for at trække processen endnu mere i langdrag,« siger Peter Bay Kirkegaard:

»Det er ikke det, vi har brug for nu. Vi har brug for, at man trods alt begynder at tale sammen,« understreger han.