Det er godt nok nye toner, der er flydt fra Det Hvide Hus de seneste uger. Handelsaftale med Kina. Ratificering af handelsaftale med Canada og Mexico. Budgetaftale med Demokraterne i Kongressen – og barsel med fuld løn til offentligt ansatte.
På dagens pressemøde i Davos fulgte USAs præsident, Donald Trump, op på det detaljerede forslag til reformer af Verdenshandelsorganisationen, WTO, som USA publicerede sammen med EU og Japan 14. januar. »WTO har været uretfærdig over for USA i mange, mange år«, mener Trump fortsat. Men nu skal der ske noget »dramatisk«. WTOs chef, Roberto Azevêdo, vil nu rejse til USA til forhandlinger. Azevêdo deltog i præsident Trumps pressemøde, hvilket er bemærkelsesværdigt i lyset af de løbende tirader, som Trump har fyret af mod organisationen.