Trump får sin vilje – USA tager det tunge skyts frem

Den amerikanske centralbank leverede en stor pakke med nulrenter og en masse tiltag for at hjælpe den finansielle sektor. Men pakkens størrelse viser også, at Federal Reserve er dybt bekymret for, hvor økonomien bevæger sig hen. Derfor bidrog et redningsforsøg i første omgang til mere nervøsitet.

Centralbankchef Jerome Powell har endelig givet præsident Trump den nulrente, om præsidenten så længe har krævet. Det sker dog på en meget dyster baggrund, hvor coronakrisen også er eksploderet i USA. ERIC BARADAT

USA har fundet værktøjskassen fra finanskrisen frem igen. Søndag aften kunne centralbankens chef Jerome Powell meddele, at Federal Reserve kaster en gigantisk redningskrans ud til den amerikanske økonomi og ikke mindst til de finansielle markeder.

Mest spektakulært blev renten sat ned med et procentpoint til nul. Her vil den blive, indtil centralbanken er sikker på, at økonomien er kommet vel gennem krisen. Nulrenten er en hjælpende hånd til især virksomhederne, der dermed skal betale mindre for deres kassekredit.