Thomas Bernt: Opgør med Finansministeriets regnemodeller – tre grunde til at juble og én grund til at græde

Bedre regnemodeller giver bedre politik. Så enkelt er det. Her er Berlingskes fire-punkts guide til Wammens opgør med Finansministeriets regnemodeller.

Finansminister Nicolai Wammen sender Finansministeriets regnemodeller til hovedeftersyn. Meldingen fra Finansministeren i dag i Berlingske og i en kronik i Information er regeringens forsøg på at sætte en ny kurs i reformpolitikken og i den økonomiske politik.

Med meldingen kommer Wammen kritikken af regnemodellerne fra især fagbevægelsen og Enhedslisten klart i møde.

Det er imidlertid samtidig et godt gæt, at den socialdemokratiske regerings måde at tale om reformer på vil ændre sig hurtigere end Finansministeriets regnemodeller.

Her er Berlingskes 4-punkts guide til Wammens opgør med Finansministeriets regnemodeller.

1. Det er meget enkelt: Bedre regnemodeller giver bedre økonomisk politik og mere effektive reformer

Måneders - eller års - ophedede debat om Finansministeriets regnemodeller ligner til forveksling et opgør mellem rød og blå synspunkter i den økonomiske politik. Nu flytter opgøret ind i Finansministeriet, og bliver dermed en fagøkonomisk debat fremfor blandt andet en strid om, hvilken farve regnemodellerne har.

»Det er vigtigt, at vi har en diskussion om, om den store regnemaskine rent faktisk regner rigtigt. Derfor vil jeg sørge for, at modellerne er så tidssvarende, nuancerede og præcise som muligt,« siger Finansministeren.

Det vil være svært at opdrive en eneste seriøs fagøkonom i Danmark, som vil modsætte sig det arbejde, som Finansministeren nu sætter i gang. Bedre modeller giver bedre politik.

Kampen i kampen er, om Finansministeriets regnemodeller i højere grad skal belyse de positive effekter af offentligt forbrug, som Enhedslisten og fagbevægelsen har krævet. Det vil afhænge af, om arbejdet kan underbygges af den økonomiske forskning, og den er der fortsat ikke meget af.

Overvismand Michael Svarer og vismændene har desuden gjort det klart, at den økonomiske forskning ikke kun behøver at finde gevinster af stigende offentligt forbrug, også tab i form af mindre tilskyndelse til at arbejde.

2. Der står seriøse økonomer bag den nye reformretning - ikke mindst professor og tidl. vismand Nina Smith

Éen ting er, at finansministeren vil sende regnemodellerne til hovedeftersyn. Det mindst lige så centrale budskab fra Wammen er budskabet om en ny reformretning, som skal afløse årtier benhårde fokus på arbejdsmarkedsreformer:

»Men vi kommer ikke udenom, at vi også skal finde på nye redskaber. Komme på nye ideer og finde måder at realisere dem på. Derfor vil jeg invitere en kreds af dygtige fagfolk, der skal komme med input, inspiration og anbefalinger til regeringens arbejde med at udvikle den næste generation af reformer,« skriver Finansministeren i Information og peger på, at han gerne vil inddrage den århusianske økonomiprofessor og tidl. vismand Nina Smith i arbejdet.

Det er markant, når Finansministeren vil tage et opgør med reformkurs, som siden 2001 har løftet arbejdsudbuddet med 278.000. Finansministeren kaster sig så at sige i armene på begrebet »andengenerationsreformer«, som netop Nina Smith opfandt i 2016.

Det vil ikke mindst udløse gys i blå blok, at finansministeren vil ændre reformkursen. Imidlertid burde blå blok sagtens kunne se sig selv i det reformspor, som Nina Smith lancerede i en artikel i Samfundsøkonomen i 2016, i et interview i Berlingske og mange gange siden.

Nina Smith har beskrevet den nye reformvej som en kurs, hvor den offentlige sektor skal blive mere effektiv, uddannelserne skal styrkes og målrettes arbejdspladser, der skaber vækst, og Danmark skal blive et mere gunstigt land for iværksættere. Wammen er inde på noget af det samme:

»Hvis vi med en ny reformindsats evner at sikre, at de mennesker får de rigtige kompetencer til at klare sig på fremtidens arbejdsmarked, så vil det være godt for økonomien, det vil være godt for virksomhederne, og det vil især være godt for dem, som også fremover har et arbejde at stå op til om morgenen,« skriver finansministeren i Information.

Hvem kan være uenig? Der mangler imidlertid modeller og politik til at sætte den kurs.

3. Nicolai Wammen lover, at opgøret med regnemodeller er hverken rødt eller blåt

Selvsagt er både meldingen i Berlingske onsdag og i kronikken i Information spækket med Socialdemokratiske meldinger i den økonomiske politik. Når det gælder om opgøret med regnemodeller er farvet rød eller lyserød, udsteder finansministeren imidlertid et klart løfte:

»Det skal stå på et solidt fagligt grundlag og ikke afhænge af, om finansministeren er rød eller blå,« siger ministeren og adresserer dermed bekymringen for, at regnemodellerne farves røde.

Nu skal det løfte så underbygges med navne på, hvem ministeren inviterer med i arbejdet ud over Nina Smith, som sammen med blandt andet Aarhus-professor Torben M. Andersen er en hovedarkitekterne bag de seneste årtier reformer.

Det bliver svært af udelukke fagbevægelsen i FH, som har lavet et stort analysearbejde af regnemodellerne. Og så bliver det reelt også svært at udelukke Cepos.

Alligevel er der mindst éen grund til en vis bekymring for det eksperiment, som finansministeren sætter i gang:

4. Hvorfor droppe nye arbejdsmarkedsreformer - er det spin?

Allerede da Nina Smith i 2016 skabte et bombenedslag i Børsen og i andre medier, da hun efterlyste en ny reformretning.

Hvorfor opgive et sæt af værktøjer, som baseret på eksisterende reformforslag fra Finansministeriet, Skatteministeriet, vismændene og Dagpengekommissionen (som Nina Smith selv var formand for) kunne sende 100.000 ekstra sæt hænder ud på arbejdsmarkedet for ikke at tale om flygtninge og indvandrere på kanten af eller uden for arbejdsmarkedet?

Argumentet, som er blev fremført er, at både de højest- de lavesthængede frugter er plukket.

Man kan spørge, om meldingen fra Wammen delvis er politisk spin, hvor reformkursen genopfindes under en ny overskrift med lidt andet indhold. I hvert fald er kravet om politik, der øger og ikke mindsker beskæftigelsen eksplicit i regeringens forståelsespapir med sit parlamentariske grundlag, hvori forudsætningerne for regeringens politik er skåret ud i pap:

»initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende«.