Tesla står til fald i ellers revanche-klart marked

Tesla er i fald. Fold sammen
Læs mere
Foto: Aly Song

Pilen peger op for de amerikanske aktier forud for fredagens børsåbning, og der ser endda ud til at være mere end god mulighed for at revanchere torsdagens tab.

Handlen med amerikanske indeksfutures peger nemlig mod stigninger på 0,6 til 0,7 pct., efter at de selvsamme indeks torsdag bakkede med 0,3 pct.

Udsigten til en god start på den amerikanske aktiehandel har især baggrund i positivt overraskende nøgletal fra Kina tidligere fredag. Aktiviteten i den kinesiske fremstillingssektor, baseret på den private PMI-måling fra Caixin, viste for februar et indeks på 49,9, hvor der til sammenligning var ventet 48,5 efter 48,3 måneden før.

Overraskelsen har allerede givet stigninger til aktierne og Asien og Europa, og USA ser altså ud fra futureshandlen ud til at følge ad samme sti.

»Vi ser nogle ret pæne stigninger på de europæiske markeder,« siger analytiker David Madden fra CMC Markets ifølge Reuters og forklarer det med både den kinesiske overraskelse og opløftende meldinger fra handelsforhandlingerne mellem USA og Kina.

Blandt de amerikanske selskaber vil investorerne fredag kigge mod elbilproducenten Tesla, som ligger til at falde 3,4 pct. baseret ud fra kursen i formarkedet. Ifølge Bloomberg News er det skepsis i forhold til nogle af de nyheder, selskabet præsenterede torsdag, som kan lægge et tryk på aktien.

Torsdag fortalte Tesla, der er ledet af en karismatiske direktør Elon Musk, at selskabet blandt andet vil sænke prisen på nogle af sine modeller, lukke salgsbutikker og sige farvel til medarbejdere. Det kan ifølge Elon Musk betyde, at der alligevel ikke laves et overskud i første kvartal, men at selskabet måske kan blive overskudsgivende i andet kvartal.

/ritzau/FINANS