Storbank spår bøde på 13 milliarder til Danske Bank

Amerikanske Morgan Stanley tror, at hvidvasksagen i Danske Banks estiske filial ender med store bøder.

Danske Bank kan ende med at skulle betale bøde på 12,6 milliarder kroner for hvidvasksagen i bankens estiske filial. Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters Fold sammen
Læs mere

Sagen om hvidvask i Danske Banks estiske filial kan komme til at koste banken bøder på 12,6 milliarder kroner.

Det vurderer den amerikanske storbank Morgan Stanley i en analyse, hvor den særligt peger på bøder fra USA som et risikoelement.

Storbanken HSBC har tidligere måttet betale en bøde på over 12 milliarder kroner, da den blev brugt til hvidvask for blandt andet mexicanske narkokarteller.

Morgan Stanley har baseret sin vurdering af bøden til Danske Bank på den sag.

Flere iagttagere har påpeget, at risikoen for bøder i USA er mindre, fordi Danske Bank ikke har en amerikansk banklicens.

Men ifølge Morgan Stanley forhindrer det ikke en bøde til Danske Bank fra USA - også selv om andre landes myndigheder står i spidsen for efterforskningen af sagen.

Wall Street Journal har tidligere skrevet, at tre amerikanske myndigheder - herunder justitsministeriet - kigger på sagen, men det er ikke officielt bekræftet.

Morgan Stanley understreger, at der fortsat er mange uafklarede forhold omkring sagen efter Danske Banks egen undersøgelse for to uger siden.

»Undersøgelsen efterlod os med flere spørgsmål end svar på en række områder.«

»Herunder størrelsen på kriminelle versus de mistænkelige aktiviteter, risiko for brud på sanktioner (i USA, red.) og graden af involvering fra amerikanske myndigheder,« skriver Morgan Stanley i analysen.

Danske Bank nåede i sin undersøgelse frem til, at op mod 6200 mistænkelige kunder havde overført penge gennem banken.

Banken havde dog kun nået at undersøge 6200 af 15.000 kunder.

Samlet har kunderne overført 1500 milliarder kroner, men Danske Bank har ikke kunnet fortælle, hvor stor en del af pengene der er mistænkelige.

Størrelsen på en bøde vil også kunne afhænge af, om Danske Bank har overført penge til personer eller virksomheder, som er på USA's sanktionsliste.

Ingen af de undersøgte kunder var på listen, men Danske Bank har ikke undersøgt modtagerne af pengene til bunds.

Officielt har Finanstilsynet i Danmark og bagmandspolitiet, Søik, indledt en efterforskning af Danske Banks rolle i sagen. Det samme har det estiske finanstilsyn og landets statsanklager.

/ritzau/