Sommer i orkanens øje, men stormen venter igen på Storbritannien

Storbritannien har haft en sommer præget af genåbningen og ferie i hjemlandet. Men regningen for coronakrisen venter i de kommende uger, når lønkompensationen udløber. Samtidig er bymidterne ramt af fortsat hjemmearbejde og butiksdød. Og så må vi ikke glemme, at Brexit fortsat lurer i horisonten.

Millioner af briter har i august udnyttet en støtteordning til at spise ude. Det har løftet aktiviteten, men sorte skyer hænger over britisk økonomi, hvor Brexit kun er en mindre del. Tolga Akmen/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er kommet gang i britisk økonomi efter en lang og hård nedlukning. Virksomhedernes optimisme er den højeste siden Brexit-afstemningen både i industrien og servicesektoren.

Forbrugerne hænger mere med mulen, men det er mest i forhold til nationens udsigter, mens de privatøkonomiske udsigter er tilbage på et normalt niveau. Forbrugerne er ellers ramt på pengepungen. Den reale ugeløn i den private sektor lå i juni tre procent lavere end året før.