Solidt rentehop på vej til danskerne torsdag – »Det er rigtig godt«

Det er et skridt i den rigtige retning for at få bekæmpet den skyhøje inflation, at den danske rente sandsynligvis vil blive sat i vejret torsdag. Cheføkonom i Sydbank påpeger, at de kommende renteforhøjelser også vil give en fordel til danskerne.

Danmarks Nationalbank med direktør Lars Rohde i spidsen vil se efter Den Europæiske Centralbank (ECB), når ECB sandsynligvis hæver eurorenten med 0,25 procent torsdag. Både Sydbank og Danske Bank regner med, at Lars Rohde følger efter med en lignende rentestigning. Der er ro om kronen i øjeblikket, og den situation vil Nationalbanken gerne bevare, fremhæver begge banker. Emil Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)

Lave renter har været godt for danskere, der har været på boligjagt gennem de senere år, men den æra er snart ved at være forbi.

Torsdag vil Den Europæiske Centralbank (ECB) med Christine Lagarde i chefstolen sandsynligvis sætte eurorenten op med 0,25 procentpoint, og den klare vurdering fra en række økonomer er, at Danmarks Nationalbank vil følge trop.