Den langtrukne kamp om EUs store coronagenopretningsfond afspejler naturligvis, at der er mange penge på højkant. Men også, at der er tale om nogle vigtige og fundamentale principper.
Fonden indebærer et stort skridt i EUs muligheder for at optage fælles lån. Det er så banebrydende en nyskabelse, at introduktionen næsten påkræver en større kamp. Principperne og betingelserne for denne fond vil danne grundlag for alle fremtidige forhandlinger om rammebetingelser for et fælles EU-projekt af denne karakter.