Skatteministeriet trækker stort amerikansk advokatfirma ind i Bech-Bruun-sag

Bech-Bruun har hidtil været det eneste kendte advokatfirma, som Skatteministeriet har sagsøgt i sin oprydning efter skandalen om udbyttesvindel. Nu viser det sig imidlertid, at et stort amerikansk advokatfirma kan blive inddraget i det retlige efterspil. Det fremgår af sparsomme oplysninger fra Skattestyrelsen, som får juraprofessor til at efterlyse større offentlighed om oprydningen.

Bech-Bruun er nu ikke længere det umiddelbart eneste advokatfirma, som er i Skatteministeriets søgelys i oprydningen efter skandalen med udbytteskat. Retsopgøret kan også involvere et stort udenlandsk advokatfirma. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)

Med bulder og brag har Skatteministeriet – indtil videre forgæves – forsøgt at få gjort et enkelt advokatfirma, Bech-Bruun, medansvarlig for det store svindelnummer med refusion af udbytteskat, hvor 12,7 milliarder kroner forsvandt ud af en bagdør i Skat.

Bech-Bruun har hidtil været det eneste kendte advokatfirma i Skatteministeriets sigtekorn i det milliarddyre retsopgør efter udbyttesvindlen, hvor ministeriet – bistået af Kammeradvokaten – tilsyneladende ellers har sagsøgt alt og alle, der set med duoens øjne kan have haft en finger med i spillet om de bortsvindlede milliarder.