Onsdag måtte Bjørn Stiedl dog endnu engang sande, at den heller ikke gik i denne omgang. En dom i Østre Landsret resulterede i 3,5 års fængsel for groft skyldnersvig.

Sagen, der blot er den seneste i en perlerække af sager mod Stiedl de seneste 20 år, begyndte med en på overfladen lettere uskyldig ansøgning om gældsanering i 2012.

En fattig selskabstømmer

Det var en skatteregning på 81 mio. kr., som Stiedl gerne ville have strøget. Den slags kræver naturligvis gode argumenter. Stiedl henviste til en meget beskeden indkomst og aktiver for kun 30.000 kroner.

Men når en person med Bjørn Stiedls fortid sender en ansøgning af den karakter, begynder de røde lamper at speed-blinke hos Bagmandspolitiet (SØIK). Her satte man gang i en undersøgelse, der skulle vise sig at tegne et helt andet billede af Stiedls økonomi.

Men det er måske en god idé lige at rekapitulere, hvorfor ansøgningen overhovedet fik SØIK til at indlede en undersøgelse. Stiedl er ikke hr. hvem-som-helst i dansk erhvervsliv.

Bjørn Stiedl er nærmest blev indbegrebet af de selskabstømmersager, der hærgede Danmark i 1990erne, og som tidligere skatteminister Ole Stavad (S) dengang kaldte for »Danmarkshistoriens største tyveri«.

I alt blev statskassen lænset for over to milliarder kroner af de såkaldte selskabstømmere. Typisk foregik fupnummeret ved, at selskabstømmerne købte selskaber uden aktivitet, men som til gengæld havde store kontantbeholdninger, der var afsat til overskydende skat. Herefter trak selskabstømmerne kontanterne ud, men undlod at betale skatten.

I 2009 blev Bjørn Stiedl idømt seks års fængsel for på den måde at have lænset 170 selskabet for 332 millioner kroner i årene 1991-1993. Dommen var rent faktisk en nedsættelse af den straf, han fik ved en byretsdom i 1999. Her blev han idømt syv års fængsel. I landsretten fik han »rabat«, fordi han også var dømt i England.

Han blev ved samme lejlighed også frakendt retten til at drive forretning i Danmark.

Hans daværende advokat Ebbe Mogensen erklærede efter dommen, at straffen efter hans opfattelse var alt for hård, og at han var blevet bedt om at indbringe sagen for Højesteret.

Det lykkedes ikke. Procesbevillingsnævnet gav ham afslag.

Anklaget for at tømme skotsk pensionskasse

Danmark er dog ikke den eneste sted, hvor Stiedl har været i clinch med myndighederne. I starten af 00'erne var Stiedl involveret i en sag, hvor han blev beskyldt for at plyndre en skotsk pensionskasse for 25 mio. kr.

Bjørn Stiedl, der var bosiddende i Sydengland i 1994, købte det skotske selskab Balfron-gruppen og en tilknyttet pensionsfond, der indeholdt 40 mio. kr. Selskabet kostede selskabet ikke Stiedl særligt meget, bl.a. fordi pensionsmidlerne var urørlige. Alligevel lykkedes det ham angiveligt at føre pengene over i en familiefond i Liectenstein.

Heller ikke i de senere år er Stiedls aktiviteter gået helt under radaren. I 2013 kom han og den tidligere spindoktor Erik Skov Pedersen, der sad bag tremmer i Horserød Statsfængsel, politianmeldt for at at etablere et cykelhold som springbræt for ny økonomisk kriminalitet.

Et liv i luksus

I 2012, da ansøgningen om gældsanering, tikkede ind hos retten, kunne der jo teoretisk set jo godt være tale om en mand, der havde mistet alt. Ganske vist gik alt tilsyneladende forrygende få år forinden. I 2007 fangede Ekstra Bladet Stiedl i Paris, hvor bladets journalister ved selvsyn konstaterede, at Stiedl levede i luksus.

Men meget kan jo ske. Kunne det alligevel være rigtigt med en beskeden indkomst og aktiver for 30.000 kroner?

Ikke helt. En undersøgelse afslørede, at Stiedl havde værdier og kontanter for tæt på 15 millioner kroner gemt i udlandet. 2,1 millioner kroner var placeret på bankkonti i Schweiz, Luxembourg, Liechtenstein og Jersey.

I Sydfrankrig og Spanien var der ejendomme, kunst, en BMW, designermøbler, ure og andre genstande for mere end 12,5 millioner kroner.
Alle værdier var formelt registreret i udenlandske selskaber og fonde, men i sagen førte Bagmandspolitiet bevis for, at de reelt var ejet af Bjørn Stiedl.

Alle værdier er beslaglagt. Specialanklager Michael Ejlerskov fremhæver den kendsgerning som et af de vigtige signaler efter dommen:

»Denne sag er et godt eksempel på, at det virker, når vi rammer de kriminelle dér, hvor det gør allermest ondt: nemlig på pengepungen, og når vi får fat i deres aktiver,« siger Michael Ejlerskov.

Advokat Anders Nemeth oplyser, at hverken han eller Bjørn Stiedl har kommentarer til sagen.