Resumé: I første kapitel af beretningen om »Jernstængerne« beskrev Berlingske i Magasin søndag, hvordan Bjørn Stiedl og Erik Skov Pedersen – begge dømt for økonomisk kriminalitet – grundlagde et cykelhold for ansatte og indsatte i Horserød Statsfængsel. Projektet stoppede dog brat, da de to indsatte samt en vagtmester i fængslet blev meldt til politiet for bestikkelse.

Der er langt fra Horserøds lave røde træbarakker til Nyborg Statsfængsels dystre murstensbygninger, som tårner sig op bag uheldsvangre pigtrådshegn. Det var her, selskabstømmeren Bjørn Stiedl efter 12 dage i isolation i Odense Arrest afsonede blandt mordere og voldtægtsforbrydere i 20 måneder, mistænkt for at bestikke en overvagtmester på Horserød og for at overtræde sit forbud mod at stifte og drive virksomhed.