Norske ferieboliger er lige nu billige at købe for danskere.

Det skyldes den norske krones lave kurs.

Aktuelt betyder det, at en gennemsnitlig feriebolig i Norge koster 2,94 millioner norske kroner, hvilket svarer til 1,93 millioner danske kroner, skriver Finans.

Til sammenligning ville en bolig til tre millioner norske kroner i 2012 have kostet det samme i danske kroner. Dengang var kronerne lige meget værd. I dag koster en norsk krone 65 danske øre.

Det udspringer alt sammen af, at den norske krone har tabt så meget værdi.

For danskere betyder det nye muligheder, efter at danske sommerhuse er eksploderet i værdi siden coronatiden.

Siden begyndelsen af 2020 er danske sommerhuse i gennemsnit steget med 35 procent i pris. 

De seneste to års store svækkelse af den norske krone betyder, at norske ferieboliger er faldet 15 procent i pris – målt i danske kroner.

Det betyder altså, at en dansker vil kunne få mere ud af sine penge i Norge i dag, end en dansker ville for bare få år siden. 

Den svage norske krone betyder også, at de seneste års høje inflation i Norge ikke rammer danskernes købekraft i Norge. Målt i danske kroner er en norsk indkøbskurv blevet billigere. En fadøl til 110 norske kroner er ikke længere dyrere end i København.

Hvis man køber en hytte i Norge, så vil værdien fremadrettet både afhænge af hyttepriserne i norske kroner og i valutakursen. Stiger den norske krone i værdi, vil hytten blive mere værd i danske kroner – også selvom hytteprisen ikke stiger i norske kroner.

Den norske kronekurs kan påvirkes af den norske rentepolitik. Jo højere rente, desto mere tiltrækkende vil den norske krone blive som investeringsvaluta.

Det norske medie Dagens Næringsliv skriver, at storbanken Nordeas chef for privatmarkedet i Norge, Randi Marjamann, bekræfter, at danskere lige nu viser stor interesse for norske skihytter og ferieboliger.

Danskere benytter sig slet og ret af »valutarabatten«, understreger hun over for mediet.

Også interesse for svenske ødegårde

Under coronapandemien var det svært at rejse ud af Danmark, hvilket førte til, at flere efterspurgte et sommerhus, og priserne på sommerhuse derfor steg.

De høje danske sommerhuspriser kan have gjort det interessant for danske købere at se sig om i udlandet efter en feriebolig.

DR har tidligere beskrevet, at også den lave svenske krone har fået danskerne til at vise stigende interesse for ferieboliger og ødegårde i Sverige. Det bekræfter flere ejendomsmæglere i Sverige. 

Samme tendens kunne Berlingske afdække, da det gjaldt prisen på slik i Sverige.