Det kribler i fingrene for at komme helt til bunds i skandalen om Randers-virksomheden Nordic Waste, hvor der næsten hver dag er nye opsigtsvækkende og urovækkende nyheder om selskabets og kommunens rolle i danmarkshistoriens største jordskred.
I den kulørte ende afslørede journalisterne på Jyllands-Posten i denne uge, at den sygemeldte administrerende direktør for Nordic Waste, Lene Lange, med en sms i december spillede Torben Østergaard-Nielsen-kortet, da hun over for kommunen ville mane rygterne om en konkurs i jorden.