Det går den rigtige vej, men meget langsomt. Inflationen i USA aftog igen i september til 8,2 procent fra 8,3 procent i august drevet af fortsatte prisfald på benzin. Men hvis man fjerner energi og fødevarer – den såkaldte kerneinflation – var der en uventet stigning til 6,6 procent. Det er anden måned i træk, at kerneinflationen stiger, og det siger en del om det stærke underliggende inflationære pres, der fortsat er i amerikansk økonomi.
Dermed er det også sikkert, at der kommer nye store renteforhøjelser i USA. Resultatet var ikke overraskende, så obligationsrenterne steg yderligere, og dollaren blev styrket over for en stribe valutaer, herunder euroen og dermed kronen. Aktiemarkederne blev badet i rødt med størst faldt i de rentefølsomme teknologiindeks. Stigende renter i USA trak også de danske renter op, mens det danske C25-indeks var et af de hårdest ramte i Europa.