Øllet var skummende og stemningen høj til årets oktoberfester, der endelig kunne løbe af stablen igen. Men ellers er der ikke meget at glæde sig over i Tyskland.
Da den økonomiske samarbejdsorganisation OECD kom med sin nyeste vækstprognose for de største vestlige økonomier, var det grum læsning. Nedjusteringer på stribe til nul komma ingenting med én væsentlig undtagelse: Tyskland. Og det var ikke en positiv undtagelse, for det var eneste land med et stort fedt minus foran.