Rentehammeren falder i USA – den rammer også dig

Den amerikanske centralbank har onsdag aften sat renten op med et halvt procentpoint og begynder samtidig at reducere beholdningen af obligationer. Meget mere venter forude med tilhørende risiko for turbulens i de finansielle markeder. Danske boligrenter er allerede ramt.

Den amerikanske centralbank under ledelse af Jerome Powell har for alvor trådt på rentebremsen. Ritzau Scanpix

Det var ikke første skridt, men det var en af de mest afgørende renteforhøjelser i flere årtier. Onsdag aften forhøjede den amerikanske centralbank, Federal Reserve, renten med et halvt procentpoint til en procent. Det kom efter en »lille« renteforhøjelse på mødet i marts og var i tråd med de udmeldinger, som centralbankens ledelse er kommet med de seneste uger.

Det var den største renteforhøjelse i to årtier, men sætter samtidig tonen for det stramningsforløb, der venter forude. Både renter og dollar er steget forud for mødet.