Amerikansk økonomi fortsætter med at spytte nye job ud. I juli steg beskæftigelsen med 187.000 personer, hvilket er lidt mindre end i de foregående måneder, men fortsat ganske pænt. Beskæftigelsen er nu vokset i 31 måneder i træk. Det sætter en tyk streg under, at den recession, som mange økonomer har spået, ikke har tænkt sig at komme på besøg lige med det samme. Snarere tværtimod. Der er flere tegn på fornyet fremgang.

Det var – som altid – den private servicesektor, der leverede de fleste nye job, ikke mindst i undervisning og sundhedssektoren. Men der var også pæn vækst i beskæftigelsen i fritid, fornøjelser og byggeriet. Akkurat som herhjemme er der fortsat stor mangel på arbejdskraft i mange dele af servicesektoren, hvilket er med til at holde den økonomiske aktivitet nede.